Indførelsen af restriktioner på flere parkeringspladser i Syd har gjort det svært at have børn i musikskolen, mener forældre. Foto: brie.

Indførelsen af restriktioner på flere parkeringspladser i Syd har gjort det svært at have børn i musikskolen, mener forældre. Foto: brie.

Forældre i nødråb: Umuligt at parkere ved musikskolen

Vi har i over et år forsøgt at råbe kommunen op, lyder det fra bestyrelsen

Af
Finn Due Larsen

Trafik At have børn i musikskolen er blevet en stor trafikal udfordring for flere forældre.

For det er ikke sådan "bare lige" at parkere tæt på musikskolen, efter nogle restriktioner for parkering er blevet indført i Albertslund Boligselskab Syd og VA, Afdeling 68 4. række. Restriktioner, som blev indført i februar 2017 sammen med en privat parkeringskontrol, og som omfatter de parkeringsarealer som boligselskabet og boligforeningen ejer.

Det vil sige Elefantens, Løvens, Oksens, Vædderens og Hjortens Kvarter, og dermed altså også Albertslund Musikskole, som flyttede ind ved gymnasiet for halvandet år siden. Restriktionerne betyder, at bilerne kun må holde i 15 eller 30 minutter, medmindre man har fået en særlig parkeringstilladelse.

Det har givet forældrene store problemer i forhold til at parkere når børnene skal til musikundervisning.

"Forældrene til børn på musikskolen skal enten helt undgå bilen, som ikke er en reel mulighed for mange forældre, eller parkere på Albertslundsvej, som er livsfarligt, eller ved Kanalens Kvarter eller BS72, som dog ligger et stykke vej væk", siger Maria Dimaki, der udtaler sig på vegne af musikskolens bestyrelse.

"Og selvom mange vil sige at så langt er der heller ikke, så er det lidt anderledes når man slæber dyre instrumenter og småbørn op og ned af stien mellem Kanalen og musikskolen, hvor der mange steder ingen lys er. Der cykles i begge retninger med både kæmpe cykler og cykler uden lys i høj hastighed, og der er cirka 1 meter bred sti til både cykler og fodgængere i 10-20 meter af ruten. "

Hun påpeger, at situationen forværres om vinteren hvor man også er afhængig af snerydningen, og der ikke er nogen snerydning lige foran musikskolen.

I over et år har forældre til børn på musikskolen og musikskolens bestyrelse forsøgt at få kommunen til at løse problemet.

"Vi får hver gang at vide, at nu skal der ske noget, og der er en løsning lige på trapperne, og frem og tilbage. Men der sker ikke noget", siger Maria Dimaki.

Hun håber på vegne af musikskolens bestyrelse nu at kunne råbe kommunen op gennem avisen.

En plan er faktisk på vej. Læs artiklen herunder:

Publiceret 04 December 2018 06:00

SENESTE TV