Der er lys i kloderne på støjmuren ved togbanen. Lyset slukker, når klimatopmødet i Polen er slut 14. december. Privatfoto

Der er lys i kloderne på støjmuren ved togbanen. Lyset slukker, når klimatopmødet i Polen er slut 14. december. Privatfoto

Kloderne i Albertslund lyser for klimatopmødet

Jordkloderne på støjmuren ved togbanen lyser, så længe der er klimatopmøde

Af
Jørgen Brieghel

oplyst I anledning af FN’s årlige klimatopmøde, der i år holdes i Polen 2.-14. december, er der igen sat lys på Klodemosaikken.

Det er 9 år siden den store klodemosaik med titlen ”Globale aftaler eller flere kloder” blev lavet på støjmuren ved Rådhusdammen ud mod S-toget. Titlen hentyder til, at vi kun har en klode, så der er brug for, at der indgås globale aftaler om at redde den – alternativet, at skaffe flere kloder, er nemlig ikke realistisk.

Klodemosaikken blev i sin tid lavet op til FN’s Klimatopmødet i København.

”Desværre er der hvert år lige siden blevet ledt stigende mængder CO2 ud i atmosfæren. Det på trods af at klimaforskere og FN advarer mod det. Og nu er situationen overordentlig kritisk”, siger Erland Andersen, formand for Kulturøkologisk Forening i Albertslund (KØF). Foreningen lavede i sin tid mosaikken.

”Konsekvensen har vi set rundt om på kloden med flere og flere ekstreme vejrsituationer, hvor mennesker mister alt og må flygte fra ekstrem tørke, brande og oversvømmelser - og det er kun blevet værre”.

Der er også håb

Men alligevel er der også håb, mener Erland Andersen:

”Håbet kom tilbage i 2015, hvor der faktisk blev indgået to store globale aftaler – helt i mosaikkens ånd. Dels var der klimaaftalen fra Paris, og dels blev alverdens lande enige om en endnu større aftale, hvor der blev opstillet 17 Verdensmål for en bæredygtig verden. Det er i den retning, håbet ligger. Men det kommer ikke af sig selv. Vi vil derfor gerne opfordre alle albertslunder til at undersøge Verdensmålene nærmere, bakke op om dem og omsætte dem til personlige mål i hverdagen. På den måde bliver vi hver især selv en del af håbet”, slutter formanden for Kulturøkologisk Forening.

Lyset på Klodemosaikken slukkes igen den 14. december – og strømmen, der bliver brugt til belysningen, kompenserer foreningen (naturligvis!) ved at plante træer.

Publiceret 05 December 2018 06:00

SENESTE TV