Tag med AP på udflugt til Folketinget. Vi kommer rundt i alle krogene på en guidet tur. Foto: Christoffer Regild

Tag med AP på udflugt til Folketinget. Vi kommer rundt i alle krogene på en guidet tur. Foto: Christoffer Regild

Læserudflugt: Folketingets formand viser rundt på Christiansborg

Tag med Albertslund Posten på guidet tur til Christiansborg, hvor formanden, Pia Kjærsgaard, viser rundt

Af
Jørgen Brieghel

arrangement Albertslund Postens læsere får nu en mulighed for at komme ind bag magtens tykke mure.

14. januar kan 50 personer komme med på en guidet tur rundt på Christiansborg. Guide på turen er ingen ringere end Folketingets formand, Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard kender om nogen Christiansborg. I snart 35 år har hun haft sin gang på Borgen – først som folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, dernæst Dansk Folkeparti og siden 2015 også det ærefulde hverv at være Folketingets formand. Så hun har et hav af spændende og sjove historier om livet på Christiansborg – de mennesker der færdes der, bygningerne, historien og de utallige begivenheder, der har fundet sted i de smukke sale.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, viser rundt. Foto: Steen Brogaard

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, viser rundt. Foto: Steen Brogaard

Vil du med på turen?

Albertslund Postens læserudflugt på Christiansborg er gratis og foregår mandag den 14. januar.

Selve arrangementet varer fra kl. 19-21, men der er mødetid kl. 18.45 ved folketingets besøgsindgang ved den store trappe i Rigsdagsgården. Du skal selv sørge for transport til og fra Christiansborg.

Ved besøgsindgangen skal alle deltagere igennem et sikkerhedstjek, inden rundvisningen starter kl. 19. Så kom i god tid.

Vi skal på en spændende rundtur med Pia Kjærsgaard, der har allieret sig med en af de erfarne folketingsbetjente, og sammen vil de to tage os med igennem Christiansborg, hvor vi blandt andet skal se Folketingssalen og formandskontoret, inden vi slutter af med en forfriskning og en god snak i Landstingssalen, hvor Pia Kjærsgaard har lovet at fortælle om arbejdet som Folketingets formand og svare på spørgsmål fra læserne.

Sådan gør du

Albertslund Posten har fået mulighed for at tage 50 læsere med på turen.

Vil du med, så send os en mail med navn, adresse og telefonnummer på den eller de personer, du vil tilmelde arrangementet.

Send mailen til: ap@albertslundposten.dk senest mandag den 7. januar klokken 12.

Tilmelding foregår efter først-til-mølle princippet.

Alle som får plads, modtager en mail med bekræftelse på, at de er på deltagerlisten. Hvis man ikke modtager en mail fra os senest 8. januar, er det fordi de 50 pladser er udsolgt.

Vi glæder os meget til at se en glad gruppe læsere og håber, vi får en rigtig god aften på Borgen.

Publiceret 07 December 2018 07:00

SENESTE TV