Fire glade bidragydere til bogen

Fire glade bidragydere til bogen "De valgte at blive". Fra v. Lars Messell, Parween Bishar, Britta Schneider Jørgensen og Troels Torp Øhlenschlæger. Foto: brie.

De valgte at blive: Nu foldes indvandrernes historie ud

I ny bog fortælles de lokale indvandreres livshistorie

Af
Finn Due Larsen

Integration De var gæster inviteret af industrien og regeringen, og alle fik arbejds- og opholdstilladelse i årene fra 1967 til 1973. Det havde baggrund i den højkonjunktur der ramte Danamrk i 1960'erne, som betød mangel på arbejdskraft.

De fleste der tog imod tilbuddet, var tyrkere, og mange af dem valgte at blive boende, også i Albertslund. Deres livshistorie rulles nu ud, i bogen "De valgte at blive".

Den er blevet til i et samarbejde mellem Britta Schneider Jørgensen, Lars Messell og Troels Torp Øhlenschlæger fra Lokalhistorisk Samling i Albertslund.

Related content

"Både Lars og jeg er medlemmer af Ældrerådet, og der blev vi enige om at lave bogen. Vi syntes det var en spændende historie, der skulle fortælles. Vi skyldte de mennesker at give dem den respekt", siger Britta Schneider Jørgensen.

Rejste fra Pakistan

Det er blevet til 12 livsfortællinger ud fra 12 interviews. Mens Britta Schneider Jørgensen har foretaget interviewsene, har Lars Messell forfattet teksterne ud fra snakken.

En af dem der medvirker i bogen, er Parveen Bashir. Hun fortæller, at hendes mand rejste fra Pakistan til Europa i 1968, og senere fulgte hun efter.

Først boede de i Odense, senere i Albertslund:

"Jeg er glad for at bo her. Starten var svær, men jeg har altid været meget ivrig efter at lære dansk, og går i øjeblikket på sprogkursus i Hedemarken", fortæller hun blandt andet.

Også til undervisning

Derudover indeholder bogen en beskrivelse af fire af de mødesteder i Albertslund, hvor indvandrerne mødes, og der er et kig ind i fremtiden for den gruppe af borgere. Som nu har nået en alder, hvor de på et tidspunkt skal tage stilling til en plejebolig eller ej.

"Vi har prøvet at skrive den i et letlæseligt dansk, og vores drøm er at den kan bruges i skoleundervisningen også", siger Lars Messell.

"Det har været en utroligt spændende proces. Jeg har boet i Albertslund siden 70'erne, og mange af de historier vi får fortalt, viser en masse jeg ikke vidste om de mennesker jeg ellers er gået op og ned af hver dag."

"Kan lære noget nyt"

Britta Schneider Jørgensen fortæller, at hun fik en aftale med dem hun interviewede om præmisserne:

"Hvis de syntes noget var for personligt, ville det ikke komme med."

Billederne er udlånt af Lokalhistorisk Samling, og Troels Torp Øhlenschlæger er glad for resultatet:

"Det er en ufortalt historie, som stiller en almindelig nysgerrighed."

For Parween Bashir har det været en positiv oplevelse at medvirke i "De valgte at blive":

"Jeg håber, at hvis nogen læser bogen, at de kan lære noget nyt".

Bogen er blevet støttet af Kultur- og Fritidsudvalget og Velux Fonden, den er trykt i 800 eksemplarer og kan afhentes gratis følgende steder:

Lokalhistorisk Samling, de to biblioteker, Agenda Center, Kroppedal og Albertslund Posten.

Bogen vil blive lanceret ved en særlig event i Hedemarken den 12. februar, fortæller Britta Schneider Jørgensen.

Publiceret 11 December 2018 06:00