Pladsen her kommer ikke til at hedde Gert Petersens Plads. I hvert fald ikke i denne omgang. Foto: due.

Pladsen her kommer ikke til at hedde Gert Petersens Plads. I hvert fald ikke i denne omgang. Foto: due.

Gert Petersens Plads droppet - indtil videre

Vi skal have klarlagt de principielle retningslinjer for navngivning af pladser efter afdøde, siger borgmesteren

Af
Finn Due Larsen

Til minde om Planerne om en Gert Petersens Plads i Albertslund er droppet. I hvert fald indtil videre.

Som vi tidligere har omtalt i AP, har Gert Petersen Selskabet indsendt et forslag til kommunen om at omdøbe en plads efter det kendte bysbarn, der døde i 2009.

Gert Petersen sad i Folketinget i 32 år, fra 1966 til 1998. Han var formand for SF fra 1974 til 1991, og han boede i Albertslund i 37 år, dels i Bæk- og Fosgården, dels i Ørnens Kvarter, frem til sin død 1. januar 2009.

Derfor ville Gert Petersen Selskabet hædre den røde rorgænger på 10-årsdagen for hans bortgang den 1. januar, men det bliver ikke til noget.

Sagen skulle have været på kommunalbestyrelsens møde tirsdag aften, men blev taget af dagsorden. Forinden var spørgsmålet blevet drøftet på et ekstraordinært møde i Økonomiudvalget, og her besluttede politikerne at afvise det konkrete forslag fra Gert Petersen Selskabet.

"Vi skal have klarlagt de principielle retningslinjer for navngivning af pladser efter afdøde", siger borgmester Steen Christiansen (Soc.).

"Derfor var vi enige om at få udarbejdet nogle kriterier for hvornår vi navngiver og hvordan."

Finn Aaberg?

Han vil ikke afvise, at et forslag om Gert Petersens Plads kan komme på tale igen. Som tidligere omtalt har blandt andet Konservative og DF været fremme med synspunkter om, at det ville være mere rigtigt at navngive et sted i byen efter tidligere borgmester Finn Aaberg, der gik bort i 2015.

Men Steen Christiansen ønsker ikke at gå nærmere ind i den diskussion:

"Jeg synes vi nu skal have udarbejdet de her retningslinjer, inden vi tager stilling til nogle konkrete forslag."

Gert Petersen Selskabet havde udpeget tre områder som forslag, hvor pladsen med vejrhanen mellem Felix og blomsterforretningen "Tuana" på Kanaltorvet var den foretrukne.

SF: Ærgerligt

Leif Pedersen (SF) lader forstå, at han er skuffet over, at forslaget om den tidligere partiformand er taget af bordet igen:

"Det er da ærgerligt, for Gert Petersen var en vigtig person i Albertslund. Jeg havde gerne set, at den hæder var kommet frem på 10-årsdagen".

Men SF i Albertslund vil dog sørge for at hædre den tidligere partiformand på anden vis. Det vil ske i det nye år i forbindelse med partiforeningens 60-års jubilæum, siger Leif Pedersen.

Publiceret 13 December 2018 08:00

SENESTE TV