Tøjkælderen under Opstandelseskirken bliver nu lukket. Men folkene bag arbejder på en ny løsning. Privatfoto.

Tøjkælderen under Opstandelseskirken bliver nu lukket. Men folkene bag arbejder på en ny løsning. Privatfoto.

Tøjkælder under kirke lukker - men håber på nyt sted

Behovet er der, og vi skal nok finde en løsning, lyder det fra Næstehjælperne. Kommunen lover at forsøge at hjælpe

Af
Finn Due Larsen

Hjælp Næstehjælpernes tøjkælder i Opstandelseskirken bliver nu lukket og slukket.

Siden kontanthjælpsreformen trådte i kraft for lidt over to år siden, har den lokale afdeling af Næstehjælperne holdt til i kælderen under kirken. Her har borgere, der har følt sig ramt af reformen, kunne afhente alt fra tøj og sko til tørvarer og andre fornødenheder. Men nu er det slut.

"Menighedsrådet har for nylig besluttet at Næstehjælpernes tøjkælder ikke længere han have adresse i Opstandelseskirkens kælder", siger Linda Nielsen fra Næstehjælperne.

Hun har været frivillig siden kælderen åbnede, og har netop afgivet 90 sække med tøj og sko til Røde Kors i Køge.

"Det er godt nok med en ærgerlig følelse at stå og give så meget tøj væk til en butik, velvidne om at der er behov for det her lokalt. Siden vi åbnede for kælderen har mindst et par hundrede mennesker været forbi, både med tøj til kælderen og borgere der har haft brug for kælderen", siger Linda Nielsen.

Vil forsøge at hjælpe

Ifølge Linda Nielsen er der stadigvæk gejst og "drive" omkring projektet. En lille håndfuld lokale borgere som har været tilknyttet Næstehjælperne kæmper fortsat. Den helt store drøm er nu at få et permanent lokale, hvor der også er mulighed for en lille café.

I håb om lokalpolitisk opbakning, har gruppen siden meddelelsen om lukningen haft tæt kontakt med Kenni Flink (Alt.), medlem af kommunalbestyrelsen.

"Jeg har sendt en forspørgsel til borgmesteren, i forbindelse med lukningen af kælderen, med henblik på om der måtte være egnede lokaler der står ledige. Det kunne midlertidigt være over posthuset eller den gamle Nordea”, siger Kenni Flink.

Det bekræfter borgmester Steen Christiansen (Soc.). Han lader forstå, at kommunen nu vil forsøge at hjælpe:

"Jeg har bedt forvaltningen se på, om vi midlertidigt kan hjælpe Næstehjælperne."

Alt for vigtig en sag

Linda Nielsen og resten af gruppen pønser indtil videre på en mere langsigtet løsning. Resten af kælderens indhold er imens opbevaret i de frivilliges kældre. Facebookgruppen ”Næstehjælperne Albertslund” kommer dog til at køre videre i samme format, lader gruppen forstå.

"Behovet er der, og vi skal nok finde en løsning, om det så er at vi skal blive en forening. Sagen er alt for vigtig til at give op - sammen er vi stærke", siger Linda Nielsen.

Publiceret 14 December 2018 06:00