Til lykke, Jens Hansen - du er en af

Til lykke, Jens Hansen - du er en af "hverdagens helte", lød det fra APs udsendte, Finn Due Larsen, lige inden cykelturen med Flemming Weber Rasmussen "ombord". Foto: brie.

Hverdagens helt: Jens Hansen sørger for de ældres cykeltur

Det er jeg meget beæret over, siger Jens Hansen, der er kaptajn for "Cykling uden alder"

Af
Finn Due Larsen

Hæder Han er ikke meget for det - at komme i fokus og blive udråbt som helt.

Men han slipper ikke, Jens Hansen, for flere synes det er en rigtig god idé, at han skal være den første modtager af APs nye pris, "Hverdagens helte".

"Det er jeg meget beæret over", siger han med et lille genert smil, da AP møder ham ved Albertshøj, hvor han får overrakt en buket blomster, inden han skal afsted på en cykeltur med en af beboerne.

Her er han hyppigt på besøg, ligesom i Humlehusene. Flere gange om ugen sørger han for, at de ældre får en tur med rickshawen. Både som aktiv cyklist og som kaptajn for den lokale afdeling af "Cykling uden alder".

Et landsdækkende koncept, der i al sin enkelhed går ud på at give ældre en oplevelse ved at komme rundt med rickshaws, trukket af elcykler.

"Dejligt med anerkendelse"

"Jens er den udfarende kraft, der holder styr på holdet og får de forskellige ture koordineret i samarbejde med Albertshøj", som det lyder i en af de indstillinger som AP har modtaget, om hvorfor Jens Hansen skal være den første "Hverdagens helt".

"Jeg er da glad for at blive bakket op i det jeg gør. Men det er jo ikke kun mig, men mange der er med i det", siger den 67-årige Jens Hansen.

"Det er dejligt med anerkendelsen, og det er jo også med til at sætte fokus på "Cykling uden alder". Vi vil jo gerne have flere frivillige med, til at give de ældre den oplevelse."

Der er lige nu fem faste "piloter", som de kaldes. Ordningen er bredt ud til 40 kommuner i landet. Det startede i 2013, og året efter var Jens Hansen blandt dem der mente at "Cykling uden alder" også skulle til Albertslund.

"Holder mig selv i gang"

Nu er han selv afsted fire gange om ugen - to gange tirsdag og to gange torsdag - med start og mål ved Albertshøj og Humlehusene.

"Det holder jo også mig selv i gang. Jeg har lidt slidgigt, men det giver mig en masse at cykle med de ældre. Både da jeg får en masse oplevelser og historier fra de ældre, og vi kommer rundt til forskellige områder, som de kender i forvejen."

Da det er elcykler, kan alle være med, siger han - selv hvis man ikke mener konditionen er helt i top. Og at de ældre er rigtigt glade for ordningen, bekræfter en af dem, Flemming Weber Rasmussen:

"Det er en dejlig tur. Den får jeg hver tirsdag. Rundt i Vestskoven og på Køgevej, og forbi en café. Det sørger Jens for, han er rigtig god til det", siger han, inden turen sættes i gang fra Albertshøj.

"Meget fortjent"

Her er man også meget begejstret for samarbejdet med Jens Hansen:

"Jens har en helt fantastisk måde at være i verden på. Han er rummelig, forstående og tålmodig", siger Mona Funch, leder af plejeboligområdet i Albertslund Kommune.

"Det kræver en del planlægning med cykelturene. Men det klarer Jens, han er virkelig god til det. Det er meget fortjent, at han får den pris."

FAKTA

Hverdagens helte

På AP vil vi gerne hædre dem, der gør en forskel i hverdagen for andre. Derfor vil vi fra nu af, en gang om måneden, hædre "Hverdagens helte".

Eneste betingelse for at komme i betragtning er at man enten skal bo eller arbejde i Albertslund Kommune.

Vi vælger ud fra indstillinger fra læserne. Hvem synes du skal være modtageren i februar? Send dit forslag til med begrundelse til ap@albertslundposten.dk, skriv "Hverdagens helte" i emnefeltet.

Publiceret 15 January 2019 07:00