Jeg er skuffet over, at vi ikke har fået mere social retfærdighed gennem årene, siger 25-års jubilaren Helge Bo Jensen (Enh.).

Jeg er skuffet over, at vi ikke har fået mere social retfærdighed gennem årene, siger 25-års jubilaren Helge Bo Jensen (Enh.).

25 år som folkevalgt: Mest stolt af kortere skoledage og lavere husleje for de ældre

For meget er lagt over til forvaltningen, siger Helge Bo Jensen (Enh.) i dette jubilæums-interview

Af
Finn Due Larsen

Ægte rødt Egentlig er det mest rigtigt at sige, at Helge Bo Jensen har været aktiv politiker i Albertslund i næsten 30 år.

For frontfiguren for Enhedslisten i Albertslund blev valgt ind første gang i kommunalbestyrelsen helt tilbage i 1989. Men så kom der lige en pause på fire år, efter han ikke var blevet valgt ind i forsamlingen ved kommunalvalget i 2001.

"Så sammenlagt er det 25 år", som Helge Bo Jensen forklarer det jubilæum han nu har rundet, og som har givet anledning til en snak med AP.

Her er det hurtigt tydeligt, at uanset hvilket spørgsmål man stiller den erfarne politiker, så svares der med et tydeligt, rødt udgangspunkt. Engagementet til venstre for midten er tydeligt uforandret efter de mange års politiske arbejde.

Største ændring?

Adspurgt om hvad han mener er den største forskel på at være lokalpolitiker dengang og nu, er den 59-årige politiker ikke i tvivl:

"Der er for meget der er blevet lagt over til forvaltningen. Direktørerne og cheferne har fået alt for meget magt. Det er jo noget de har fået lov til af borgmesteren og flertallet, så det er også noget vi selv skal ændre på igen, hvis vi vil."

Magtforholdet mellem forvaltning og politikere er en meget gammel diskussion, fremhæver han:

"Det er langt fra nogen ny ting, det har man jo nærmest diskuteret siden den franske revolution. Min holdning er, at hvis de vil noget politisk, må de stille op."

Største succes?

Helge Bo Jensen har svært ved at vælge, når det handler om at opgøre hvad han mener har været de største successer.

Men kortere skoledage i folkeskolen, en handlingsplan mod kontanthjælpsloftet, lavere husleje på Albertshøj og Ryanair-sagen står højt på listen.

”Vi stiller selvstændige forslag på næsten alle KB-møder. Gerne sammen med andre partier. Uanset om det bliver vedtaget eller ej giver det diskussion og liv – og påvirker i mange tilfælde hvad der sker senere. Vi fik vedtaget kortere skoledage, selv om forvaltningen forsøgte at sabotere det", siger jubilaren, der fremhæver Ryanair som eksempel på hvad han betegner som "aktivistisk lokalpolitik".

Som tidligere omtalt handlede sagen om, at Albertslund Kommune besluttede ikke at ville samarbejde med lavpris-selskabet, der er berygtet for sin mangel på overenskomster med de ansatte. En beslutning, der gav genlyd på landsplan.

"Det at vi beslutter noget, der rækker ud over kommunegrænsen, har betydet meget for mig", siger Helge Bo Jensen.

Største skuffelse?

Hvad der har været på minussiden mener Helge Bo Jensen skal besvares på mere generelt plan:

"Jeg er skuffet over, at det ikke er lykkedes, med den mest venstreorienterede vælgerbase i Danmark, at skabe mere social retfærdighed. At få bedre forhold for de udsatte, men også at vi ikke har skabt bedre folkeskoler og daginstitutioner."

Han henviser til, at 75 procent af vælgerne i Albertslund generelt gennem årene har stemt til venstre for midten. Men at det langtfra er altid, at Enhedslisten har følt sig på linje med Socialdemokratiet og SF:

"De har desværre opgivet at forsvare velfærden og at slås for et mere solidatisk Albertslund. De vil åbenbart hellere samarbejde med spekulanter om højhuse og dyre ejerboliger”

Borgerne?

Når det handler om borgernes engagement i lokalpolitik dengang og nu, er Helge Bo Jensen stor optimist.

"Jeg synes ikke man kan sige det er gået ned ad bakke. Albertslunderne er lige så aktive som altid, i vores baggrunds-gruppe er der vel 8-10 stykker, der er aktive og engagerede."

Han er ikke i tvivl om hvad der skal til for at få aktive folk med på den politiske vogn:

"Så skal partierne og politikerne til at være mere ærlige. Når nogen falder fra, er det fordi de oplever det politiske liv som "mystisk" og fuldt af magtspil, hvor der plejes egne interesser."

Selv om dåbsattesten snart siger efterlønsalder, slår Helge Bo Jensen, der arbejder som økonomiansvarlig i 3F Kastrup, fast at han ikke har nogen planer om at stoppe i politik foreløbigt:

"Det bruger jeg ikke min tid på at gå og tænke over", siger han med et lille smil.

Reception

I anledning af at Helge Bo Jensen (Ø) og Nils Jensen (A) har været medlem af Kommunalbestyrelsen i Albertslund i 25 år inviteres alle til reception i MusikTeatrets Foyer fredag den 25. januar kl. 15:00-17:00.

Kig forbi og vær med til at markere Helge Bo og Nils’ arbejde for lokaldemokratiet gennem 25 år.

Publiceret 22 January 2019 05:00