Trine Sander. Privatfoto

Trine Sander. Privatfoto

Boligsocial ildsjæl siger farvel efter 20 år

Trine Sander har besluttet at søge nye udfordringer. Mai Green Petersen fra ABC har skrevet denne farvel-artikel

Den 27. februar bliver sidste dag i Trine Sanders arbejdsliv i Albertslund. Efter præcis 20 års engagement i byen, har hun besluttet at søge nye udfordringer i KAB.

Trine blev oprindeligt ansat i Vridsløselille Andelsboligforening som aktivitetsmedarbejder for AB og VA’s boligafdelinger i Kanalens Kvarter. I mange år havde hun base i Beboerbutikken i Kanalens Kvarter 100, hvor hun sammen med aktive beboere var med til at gøre bydelen til et godt sted at bo.

I 2008 kom der nye ambitioner med og rammer for det boligsociale arbejde, som er støttet af Landsbyggefonden. Nu ønskede man en koordinering af det boligsociale arbejde i hver by. Det betød i Albertslund, at Kanalens Kvarter, Albertslund Nord og Blokland gik sammen om Albertslund Boligsociale Center, også kendt som ABC. Albertslund fik en langt større bevilling fra Landsbyggefonden, og flere boligsociale medarbejdere kom til.

Trine fik nu som kultur- og velvære-konsulent mulighed for at bidrage med sin faglighed, da hun oprindeligt er uddannet bachelor i ernæring og sundhed. Da ABC voksede med alle gård- og rækkehusene i Syd 2009 fik Trine også nogle af ledelsesopgaverne i ABC og efter to barselsvikariater som sekretariatsleder, tog Trine i 2014 kasketten som sekretariatsleder på og tog også en lederuddannelse.

Trine har i dén grad været med til at præge og udvikle det boligsociale arbejde i Albertslund, herunder samarbejdet mellem Albertslund Kommune, boligselskaberne og afdelingsbestyrelserne.

Trine er en varm og omsorgsfuld person over for både ABC’s personale og alle andre, der søger hendes støtte. Som person er hun farverig, inspirerede og som oftest i godt humør – ja, medarbejderne i ABC beskriver hende faktisk som lidt af et festfyrværkeri. Hun er også tydelig, handlekraftig, struktureret og kan godt lide orden. Hun er kvinden, der holder sine aftaler og skaber fremdrift.

Trine vil blive utroligt savnet i ABC. Der er heller ingen tvivl om, at Albertslund har en særlig plads i Trines hjerte. Men nu er tiden kommet til nye udfordringer.

Alle, der har lyst til at sige farvel og sende Trine godt afsted, er velkomne til afskedsreceptionen onsdag d. 27. februar kl. 15.30-17.30 i Fælleshuset i Blokland 34A.

Publiceret 09 February 2019 06:00