Ulrik Skat Sørensen er pr. 1. februar ny leder af Albertslund Musikskole. Foto: brie

Ulrik Skat Sørensen er pr. 1. februar ny leder af Albertslund Musikskole. Foto: brie

Ny leder: Musikskolen har en fantastisk energi

Ulrik Skat Sørensen er ny leder på Albertslund Musikskole. Morten Praëm fortsætter som souschef

Af
Jørgen Brieghel

musikalsk ”Albertslund musikskole har en velkørende, godt sammentømret lærergruppe med stor lyst til at føre fælles idéer ud i livet. Der er en fantastisk energi og lyst til at gøre stedet bedre. Det er dejligt, for gode idéer skal vokse inde fra”.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod, og føler at det har været nemt for mig at finde min rolle her på stedet”.

Ulrik Skat Sørensen er 1. februar udnævnt til ny leder af Albertslund Musikskole. Tidligere leder, Morten Praëm, fortsætter som souschef.

Ulrik Skat Sørensen er 33 år og er barn af musikken.

”Jeg faldt i gryden som barn”, siger Ulrik Skat Sørensen. ”Der har altid været musik i barndomshjemmet, og min far var f.eks. musikskoleleder i Hørsholm. Så den slags kan åbenbart godt nedarves!”

Ulrik Skat Sørensen spiller klaver, trompet og dyrker korsang, men uddannelsesmæssigt har han valgt bredere - nemlig musikvidenskab på universitetet. Han har bl.a. undervist en del i musik, arbejdet med musikkommunikation og været generalsekretær for Dansk Amatør-Orkesterforbund. De sidste fem år har Ulrik Skat Sørensen været souschef på Den Musiske Skole i Greve.

”Så da muligheden bød sig, var det helt naturligt næste skridt at søge lederstillingen i Albertslund. Byen er kendt for at kultur og musik fylder meget, så det var også med spænding og ydmyghed, at jeg sagde ja tak til jobbet i den 50 år gamle musikskole her”.

Matcher fint musikskolen

Ulrik Skat Sørensen har altså en både musisk faglig og administrativ baggrund, og det mener han matcher fint med ledelsen af musikskolen.

”Vi skal være kreative og levere den bedste undervisning, og samtidig er det en butik, der skal løbe rundt. Morten Praëm har et kæmpe fagligt og pædagogisk overblik, og jeg føler mig meget privilegeret ved at arbejde sammen med en mand med hans erfaring .”

”Lærergruppen er kendetegnet ved at have stort engagement og masser af initiativ. Der er et stærkt sammenhold, og det er en stor fordel med en lærergruppe, der kender skolen, mulighederne og byen så godt”.

Af samme grund skal der ikke rokkes gevaldigt ved normerne i musikskolen, mener Ulrik Skat Sørensen.

”Vores opgave er, at vi skal være gode til at tiltrække og fastholde eleverne. Det er derfor, vi er her. Udfordringen nu er, at årgangene af børn er små og at børnene er så meget optaget af alle mulige andre aktiviteter – ikke mindst via de digitale platforme. Det skal vi tænke på i undervisningen og supplere de traditionelle instrumenter med nogle af de mange digitale muligheder, der findes for musikken”.

”Musikskolen i Albertslund er også særlig, fordi den har nogle hamrende dygtige elever. De kan lide at komme her, og ud over at skolen tilbyder dem den bedste solo-instrument undervisning, er der også muligheder for sammenspil. Det styrkes i høj grad via skolens elevrum, hvor man kan sidde og øve sig, snakke med kammeraterne, blive inspireret og knytte kontakter til nye samspils-konstellationer. Det er ’cool’ at komme på Musikskolen, og det har stor betydning”.

Musikskolen i lokalsamfundet

Musikskolen har også en stor betydning som del af lokalsamfundet, mener Ulrik Skat Sørensen.

”Vi skal fortsætte vores store synlighed. Vi skal vise, at musikken kan noget særligt og blive ved med at være relevante for samfundet. Derfor er vi med, når der sker noget, og vi sætter gang i nye tiltag.”

Det kan f.eks. være korsang for mennesker med KOL. Musik kan måske ikke helbrede, men være med til at lindre og skabe glæde.

Musikskolen skal også være med ved centerarrangementer eller projekter som Alle Kan Synge i Herstedøster. Og så er 2019 i øvrigt det år, hvor skolens store jubilæumskoncert i anledning af de 50 år fyres af i MusikTeatret. Her åbnes en vifte af alle de ting, musikskolen har at byde på.

Musikskolelederen privat

Privat bor Ulrik Skat Sørensen på Østerbro i en 4.sals lejlighed med sin kæreste (der i øvrigt er operasangerinde) og deres 9 måneder gamle søn.

”Jeg har ikke skippet musikken, men dog droslet ned på korarbejde. Tidligere var jeg dirigent for to kor i Greve. Men jeg spiller trompet – har min egen blæsergruppe ”De blæste” og er med i en sambagruppe.”

”Jeg vil nok til at gøre mere ud af sangen igen. Det er en fantastisk energifaktor at synge i kor, og man får en masse igen ved at dirigere”.

Endelig har Ulrik Skat Sørensen en ambition på det transportmæssige plan:

”Jeg skal til at gøre min racercykel klar, så jeg kan cykle herud fra Østerbro. Albertslund er jo en grøn kommune, så det vil da være naturligt”.

Publiceret 16 February 2019 08:00