Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Foto: Thomas Petri

Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Foto: Thomas Petri

Teater: Livet vendes på hovedet

Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard fabulerer over livets forskellige stadier i forestillingen ”Livet, hvor svært ka’ det være?”

teater Tænk, hvis vi kunne leve livet baglæns. Alt ville gå den rette vej. Start med døden, så er det triste ligesom overstået. Og til slut begyndelsen: Den gode barndom med nul forpligtelser afsluttet med et ni måneders tempereret wellness-spa med roomservice.

”Livet, hvor svært ka’ det være?” er en nyskrevet forestilling, hvor der blandes godt og grundigt rundt på kronologien. I morsomme tableauer præsenteres et livsforløb med ups and downs, drømme og mareridt, kærlighed og smerte og ikke mindst et godt råd mod vandladningsproblemer.

Den kan oplæeves i MusikTeatret 2. marts kl. 19.30.

”Livet, hvor svært ka’ det være?” er skrevet af dansk revys succesfulde forfatterduo Vase & Fuglsang. De har efterhånden leveret tekster til alle landets revyer og har desuden – med stor succes – bearbejdet Folketeatrets versioner af Sommer i Tyrol og senest Frøken Nitouche.

Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard er begge garvede herrer inden for teater, film og revy. Henrik Lykkegaard har medvirket i Cirkusrevyen i flere år, og har også lavet film og teater. I 2000 modtog han en Bodil for sin præstation i filmen Bornholms stemme. Niels Ellegaard har medvirket i en lang række revyer, film og teaterforestillinger. Han er kåret som Årets Revykunstner hele tre gange, nemlig i 1997, 2001 og 2002.

Publiceret 17 February 2019 07:00