Rækkehusene, opvæksten, cykelstierne, de grønne områder... Max Kurland, tv., fortalte løs til en imponeret Morten Ramsland. Foto: brie.

Rækkehusene, opvæksten, cykelstierne, de grønne områder... Max Kurland, tv., fortalte løs til en imponeret Morten Ramsland. Foto: brie.

Morten Ramsland efter travetur med 16-årig i Albertslund: Jeg er dybt imponeret

"Jeg blev næsten blæst bagover af hans historie-fortælletrang", siger kendt forfatter efter at have fået en grundig rundvisning i byen

Af
Finn Due Larsen

Inspiration "Der er mange grønne områder her. Folk udefra har fordomme om Albertslund, om at det er beton, men det er en by der har begge dele..."

16-årige Max Kurland holdt sig ikke tilbage, men fortalte uimponeret løs, da Morten Ramsland onsdag var i Albertslund. I hele den forgangne uge skulle den kendte forfatter, der blandt andet står bag bestselleren "Hundehoved", som vi tidligere har omtalt i AP, dykke ned i byen.

Sammen med 19 andre udvalgte, danske forfattere skulle han på "opdagelsesrejse i Danmark" for at søge inspiration til nye fortællinger, som det er blevet kaldt. Oplægget var, at forfatterne skal gå i nysgerrig dialog med lokalsamfundet og skrive en historie.

Og Albertslund fik altså besøg af Morten Ramsland, der skulle gå ture med lokale borgere og møde byen i øjenhøjde. Med udgangspunkt i samtaler og oplevelser skriver han en tekst, som bliver offentliggjort senere i Albertslund Posten.

Sammensat by

Med start på Albertslund Bibliotek travede Morten Ramsland afsted med Max Kurland, der går i 1.g. på Albertslund Gymnasium.

De gik langs kanalen med kurs mod Albertslundbjerget, og Ramsland behøvede ikke sige meget, for Max fortalte løs:

"Det er en sjov by, for den er meget sammensat", lød det, mens de travede afsted i skarp solskin langs kanalen:

"Mange udefra forbinder byen med ballade. Det er man i Albertslund lidt træt af. For selvfølgelig er balladen der også engang imellem, men der er også rigtigt meget der er godt ved at bo her."

Boligerne er også forskellige, lod Max forstå:

"Der er dem vi ser her", sagde han og pegede på rækkehuse og gårdhuse, "men så er der for eksempel også nogle lidt finere villaer i Herstedøster".

"Her er vi så ved kanalen..." Foto: brie.

Vil flytte hjem igen

Max fortalte også om sin egen opvækst. At han har boet her i 13 år, og har været glad for byen:

"Der er mange muligheder her."

Han fik også med, at han nok regner med at flytte, når han er gammel nok til det, men at han bestemt godt kan forestille sig, at han senere vil flytte tilbage igen.

"Mange vil gerne ind til byen, men når de bliver forældre, flytter de hjem igen."

Han fik også med, at man kan cykle på kryds og tværs af byen på cykelstier, uden at komme i nærheden af en trafikeret vej.

Da de nærmede sig endemålet, Albertslundbjerget, fortalte Max om børnefestugen i området og forklarede turguiden lidt om dens historie:

"Den er bygget på byggeaffald fra dengang byen blev opført."

Glad uden at "skønmale"

Jo, Morten Ramsland behøvede ikke sige meget. Efter den friske travetur var forfatteren begejstret:

"Jeg er dybt imponeret. Jeg blev næsten blæst bagover af hans historie-fortælletrang", lyder dommen.

"Første gang jeg hørte at en 16-årig skulle vise mig rundt, tænkte jeg, at jeg nok skulle "trække læsset" meget. Men sådan var det overhovedet ikke. Og jeg kunne mærke hvor glad han var for Albertslund, men han fortalte om byen uden at "skønmale" det hele. Det kunne jeg godt lide."

Morten Ramsland blev meget inspireret af turen, og fik også nogle ideer til den tekst han skal skrive om byen:

"Jeg kunne godt lide at høre om hans opvækst i Albertslund. Den fik mig til at tænke på min egen opvækst i en forstad til Odense, som jo også inspirerede mig til bogen "Sumobrødre". Det der med, at han nok gerne vil flytte hjem igen, det synes jeg at jeg kan bruge til noget."

Publiceret 01 March 2019 07:00