Fra en tidligere affaldsindsamling. Privatfoto

Fra en tidligere affaldsindsamling. Privatfoto

Vær med til at samle skidt og skrammel i naturen

Danmarks Naturfredningsforening har affaldsdag 31. marts – også i Albertslund

ren natur Igen i år har Danmarks Naturfredningsforening (DN) en landsdækkende affaldsdag, hvor foreningen og andre borgere renser naturen for hensmidt skidt og skrammel, der ikke hører hjemme der.

Alle opfordres derfor til at give sit bidrag og tage en rute, hvor du samler affald.

”Som sidste år har vi hovedbase ved Naturcenter Herstedhøje, hvor vi står kl. 10-16 og udleverer affaldssække m.v. og evt. aftaler ruter med folk”, fortæller Poul Evald Hansen, formand for DN Albertslund. ”Her kan man aflevere det indsamlede affald, som bliver kørt bort til sortering og vejning. Vi har også et udleverings- og indsamlingssted ved P-pladsen ved Bakkehuset i Kongsholmparken”.

Samlingssted er Naturcenter Herstedhøje. Privatfoto

Samlingssted er Naturcenter Herstedhøje. Privatfoto

Poul Evald Hansen fortæller, at man sidste år fik indsamlet over 1 ton affald.

”Vi må se, hvor meget, det bliver til i år. Mange vil mene, at der flere steder stadig er ret svinet. Lige omkring Naturcentret er der pænt takket være skovhjælpernes fortrinlige indsats, men mange andre steder er der stadig meget at komme efter”.

På spørgsmålet, hvorfor man samler folks skid og møg, som de burde tage selv, svarer Poul Evald Hansen:

”Det er et godt spørgsmål. Vi håber at kunne appellere både til ansvarlighed og dårlig samvittighed. Og vi tror på, det hjælper”, siger han.

Alle er altså velkomne til at være med 31. marts kl. 10-16.

Publiceret 15 March 2019 05:00