"Med projektet vover vi at pille ved det helligste hellige på biblioteket, og eksperimentere med bøgerne og med folks opfattelse af hvad et bibliotek er", siger bibliotekschef, Marie-Louise Fischer Hoffmann.

Albertslund får støtte: Hvordan ønsker vi fremtidens bibliotek?

Albertslund Bibliotek skal med et nyt projekt undersøge materialesamlingens rolle for fremtidens bibliotek

Af
Jørgen Brieghel

udlån Hvordan præsenterer bibliotekerne deres materialesamling, så brugerne får mest mulig værdi ud af den? Det har Albertslund Bibliotek, sammen med bibliotekerne i Helsingør, Frederiksberg, Gentofte og Herlev, fået tildelt en stor bevilling til at undersøge. Projektet, som har titlen ”Samlingen som oplevelse”, har fået tildelt 959.000 kr. fra Kulturministeriets udviklingspulje for folkebiblioteker og læringscentre, som skal fremme biblioteksudviklingen i landet.

Det er dog ikke fastlagt præcist hvordan den udvikling skal foregå, da bevillingen netop skal gå til at undersøge og afsøge forskellige muligheder. Et er dog sikkert, og det er, at besøgende på Albertslund Bibliotek løbende kan følge med i udviklingen i biblioteksrummet.

Store ambitioner

”Vi har en ambition på vegne af bibliotekerne i hele Danmark om at gøre en forskel for biblioteksudviklingen, samt se på hvilke typer formidling, der giver mening når man er et bibliotek i 2019,” siger bibliotekschef på Albertslund Bibliotek, Marie-Louise Fischer Hoffmann.

”Vi vil gerne folde endnu flere historier ud til vores brugere, men vi kunne også godt tænke os at undersøge nogle ting i forhold til bibliotekets indretning. For hvad skal vores samling kunne? Og hvordan bliver den ved med at være relevant? Med projektet vover vi at pille ved det helligste hellige på biblioteket, og eksperimentere med bøgerne og med folks opfattelse af hvad et bibliotek er.”

Pille ved bogen

Marie-Louise Fischer Hoffmann er ikke bange for at pille ved bogen, hvis det kan få folk til at låne og læse flere bøger.

”Jeg ved, hvor glad man bliver af at læse, og jeg ved hvor meget det kan give. Og jeg synes det er så forfærdeligt, hvis bibliotekerne ikke bliver ved med at være vedkommende,” siger hun, og fortsætter: ”En bog, er jo bare en bog. Lige ind til den bliver foldet ud, og der er nogen, der gør noget med den og vil den noget. Når man vil bogen noget, så bliver det jo spændende, og så har man mulighed for at opdage noget nyt.”

Publiceret 21 March 2019 07:00