Våde enge - meget våde enge. Arkivfoto: Jørgen Hansen

Våde enge - meget våde enge. Arkivfoto: Jørgen Hansen

Nej, så meget vand skal der ikke være i Kongsholmparken

De våde enge i Kongsholmparken har været lidt for våde det seneste års tid. Derfor justerer HOFOR nu på løsningen, så stierne kan benyttes flere dage om året.

Af
Jørgen Brieghel

”Du ved du er fra Albertslund, når du skulle have haft waders på i parken”, skrev en albertslunder på Facebook, da hele parken stod under vand efter en lang periode med nedbør.

Så meget vand har der været, at flere spørger sig selv: Er noget galt? Er det meningen, at det hele skal være SÅ oversvømmet, at det er umuligt at komme frem i parken?

Vi har givet spørgsmålet videre til HOFOR, der er ansvarlig for regnvandsafløbet i de våde enge, som Kongsholmparken er en del af.

Her lyder meldingen, at planerne med at regnvand i voldsomme mængder skulle løbe fra kommunens regnvandsbassiner, gennem kanalen og ned i parken, hvor det skulle forsinkes og langsomt sive ned, så de ikke oversvømmede boligområderne i Vallensbæk Nord sådan set er lykkedes.

Faktisk lidt for godt.

HOFOR laver det om

”Vi har haft flere dage, hvor bassinet ved diget har været helt fyldt, og perioder hvor det ikke har været muligt at benytte stien gennem parken – det laver vi nu om på”, fortæller Mette Haurholm, projektleder hos HOFOR.

Populært sagt har HOFOR fået lavet et solidt badekar i parken, og nu trækker forsyningsselskabet proppen ud. I første omgang bliver udløbet til St. Vejleå ved diget nemlig lavet større, så vandet hurtigere kommer videre i systemet helt ud til havnen ved Ishøj.

Derefter skal Vandhaverne også laves lidt om. Regnvandet løber gennem kanalen i byen og ud i Vandhaverne, og derfor kommer der meget mere vand gennem Vandhaverne end tidligere, hvor vandet løb i rør direkte ud til St. Vejleå syd for byen. Fordi der kommer mere vand gennem systemet, skal væggene ved overløbskanterne forstærkes, så man undgår, at jorden på siden af bassinerne bliver revet med af vandet.

Grundvandet stiger i området

HOFOR fortæller, at årsagen til, at de våde enge ikke fungerer helt som planlagt, ikke skal findes i stigende regnvejrsmængder eller fejl i projektet.

Det skyldes, at grundvandet i hele området er steget meget kraftigt i den periode, hvor de våde enge blev etableret. Faktisk står grundvandet lige under overfladen, så der skal meget lidt regnvand til at danne søer i området.

HOFOR forventer at starte med at arbejde ved diget i maj måned og derefter ved Vandhaverne i juni. Hele projektet er færdigt i løbet af juli 2019, og mens forsyningsselskabet arbejder, vil der være stier, der er spærret i området.

Der skal wader til for at komme frem. Arkivfoto: Jørgen Hansen

Der skal wader til for at komme frem. Arkivfoto: Jørgen Hansen

Vær ikke for nysgerrig

Da HOFOR etablerede de våde enge i Kongsholmparken, var der mange nysgerrige borgere og hunde forbi projektet. Området bliver ligesom den gang ikke spærret helt af med hegn, så man skal holde rigtig god afstand til arbejdet og gravemaskinerne. Førerne af maskinerne har meget svært ved at se en hundelufter, der passerer tæt på maskinen.

”Vi håber, at Albertslunds borgere igen vil hjælpe os med at kunne udføre arbejdet så sikkert som muligt. Derfor beder vi om, at både mennesker og hunde holder rigtig god afstand til maskiner og respekterer, når vi er nødt til at lukke stier i området. Så bliver vi hurtigst muligt færdige og er væk igen”, siger Mette Haurholm.

Publiceret 04 April 2019 09:28