Jens Andersen. Pressefoto

Jens Andersen. Pressefoto

Bag bogen: Kim Larsen – mine unge år

Forfatter Jens Andersen fortæller på biblioteket om sin bog om Kim Larsen

biografisk Med udgangspunkt i sin nye bog, ”Kim Larsen. Mine unge år”, fortæller Jens Andersen – kendt for sine prisbelønnede biografier om bl.a. Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Astrid Lindgren og Kronprins Frederik – om den folkekære musikers farverige liv, der endte så brat i efteråret 2018, inden Kim Larsen og Jens Andersen havde færdiggjort den store erindringsbog, de var i fuld gang med.

Det foregår på Hovedbiblioteket, torsdag 25. april kl. 19.

Vi skal høre om en faderløs opvækst på stenbroen og om lange lykkelige ferier på Fyn hos den bibelstærke, tegneglade morfar, der satte sit præg på en velopdragen dreng, der drømte om at blive enten cykelrytter eller luftakrobat, og fra begyndelsen havde et vågent men frygteligt genert øje til det modsatte køn. I ungdommen, hvor rockmusikken holdt sit indtog, forestillede Kim sig selv som enten skuespiller eller romanforfatter, men endte som skolelærer og spillemand.

Undervejs i foredraget trækkes der lange linjer gennem Larsens liv og hans mange sange – fra barndommens gade i Københavns nordvest-kvarter, Askov Højskole, det mislykkede skolelærerjob og slumstormerårene omkring 1968 på Christianshavn, hvor Gasolin blev til, men den unge vildmand også var fast besluttet på at gå sine egne veje.

Et muntert og musikalsk foredrag om mennesker, litteratur, sang og kærlighed, hvor der – med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd – er ”både til gården og til gaden”.

Billetter via bibliotekets hjemmeside. 30 Kr.

Publiceret 12 April 2019 05:00