Klar til at være værter fra 18-22. Fra v. Simon Lund Petersen og Alen Meskowitz. Foto: due.

Klar til at være værter fra 18-22. Fra v. Simon Lund Petersen og Alen Meskowitz. Foto: due.

Værter på biblioteket: Ny ordning er blevet godt modtaget

Den udvidede åbningstid kører generelt fint. Indimellem skal nogen dog tysses ned, lyder status efter første måned

Af
Finn Due Larsen

Bøger Når klokken er18, er det for mange lig med fyraften. Men for Simon Lund Petersen og Alen Meskovic betyder det starten på arbejde.

Nemlig arbejdet med at være værter på Albertslund Bibliotek. Siden 4. marts har biblioteket haft udvidet åbningstid, med åbent til klokken 22 søndag til torsdag, til klokken 18 fredag og lørdag.

En ordning, hvor der samtidig blev tilknyttet det der kaldes "værter". Som ikke er uddannede bibliotekarer, og derfor ikke kan hjælpe med ind- og udlån, men som skal overvåge lokalerne for at skabe tryghed i "ydertimerne".

Simon og Alen er to af et hold på fem værter, der skiftes til at sidde på biblioteket. Meldingen fra de to efter den første måned er, at folk har taget godt imod det nye tilbud.

"Generelt er det gået rigtigt godt. Folk kan godt lide at der er nogen her om aftenen", siger Simon Lund Petersen.

"Der kommer både unge og gamle, det er meget blandet", siger Alen Meskovic.

Han betegner også arbejdstiden som generelt rolig det meste af tiden.

"Men indimellem er der nogle unge, der skal tysses ned. De har lidt svært ved at forstå, at på et bibliotek skal der være ro, så folk kan læse og fordybe sig", siger han.

De to værter understreger, at der ikke har været tale om decideret ballade.

Et opholdssted

"Som regel kan man tale dem til ro, men nogle gange skal man sige det mere end én gang", siger Alen Meskovic, der mener at gruppen af unge betragter biblioteket som et opholdssted.

"De har åbenbart ingen andre steder at hænge ud."

Med til ordningen hører også videoovervågning, og værterne har hele tiden mulighed for at kontakte vagten.

"Vi er blevet trænet i det og fået at vide, at vi hellere skal kontakte vagten en gang for meget end en gang for lidt", siger Simon Lund Petersen.

Vagten holder øje med biblioteket via videoovervågningen og kigger ind hvis det vurderes nødvendigt. Så meldingen fra de to værter er, at man trygt kan bruge biblioteket i ydertimerne.

Publiceret 13 April 2019 06:00