Ford Focus Active. Foto: brie

Ford Focus Active. Foto: brie

Active er en fed Focus – men ikke så meget crossover

AP tester Ford Focus Active stationcar, 1.5 EcoBoost, 150 hk, 8-trins automatgear

Af
Jørgen Brieghel

biltest Tiden kalder på SUV eller crossovers – altså personbiler, der også har terrænegenskaber.

Blandinger mellem ægte 4-hjuls trækkere og magelige personbiler.

Ford Focus har netop introduceret sin udgave og kalder den Active.

I virkeligheden et ret godt ordvalg, al den stund at bilen er mere Focus en crossover, men til gengæld i sit udseende har appel til bilkøbere med et aktivt friluftsliv.

Active har hævet frihøjde og et chassis skræddersyet til en aktiv livsstil, der samtidig bevarer Focus’ klasseledende køreegenskaber. Førerhøjden er også hævet for bedre overblik og mere sikker bykørsel.

Heldigvis, for Focus er jo en højt rost og fantastisk velkørende bil i sig selv.

Focus Active fås med 1,0- og 1,5-liters EcoBoost-benzinmotor med op til 182 hk samt 1,5- og 2,0-liters EcoBlue-dieselmotor med op til 150 hk. Begge motorer fås med 6-trins manuelt gear eller 8-trins automatgear.

Focus Active fås som 5-dørs- og stationcar.

Fem modes

Ud over de valgbare standardkøreindstillinger, som dækker over en normal, en sportsinspireret og en økonomibesparende indstilling, introducerer Focus Active også:

Slippery Mode, som justerer det elektroniske stabilitetsystem (ESC) og traction control-indstillingerne for bedre greb på vanskelige overflader såsom mudder, sne og is, reducerer hjulspin og giver mere passiv gasrespons.

Trail Mode, som opretholder momentum på bløde overflader såsom sand, justerer ABS’en for større hjulslip, konfigurerer traction control for større hjulspin, der renser dækkene for sand, sne eller mudder og giver mere passiv gasrespons.

Når det er sagt, er Active basic en Focus. Det betyder, at man får en mellemkompakt bil med masser af plads – den har en af klassens største bagagerum, der matcher storesøster Mondeo, når bagsæderne er lagt ned.

Man sidder fantastisk godt i sæderne, og Focus er i vores testversion udstyret med et letgående 8-trins automatgear, der især i bytrafik gør kørsel glidende og behagelig.

Vi har også testet bilen med manuelt gear, der fungerer smidigt og præcist.

Fed Focus

Med SYNC3 kan man styre lyd-, navigations- og klimaindstillinger samt tilkoblede smartphones ved hjælp af stemmen. Systemet understøttes af en 8-tommers farve-touchskærm og er kompatibelt med både Apple CarPlay og Android Auto

Focus Active fås også med indbygget FordPass Connect-modem, der gør bilen til et mobilt wifi-hotspot med op til 10 tilkoblede enheder.

Sikkerhedsudstyret er også up to date. Adaptiv fartpilot med stop and go, intelligente forlygter, active park assistent, head up display m.v. er blot nogle af de muligheder man har. Alt sammen er dog ekstraudstyr.

Kort sagt: Man får en fed Focus i Active. Men man får ikke en 4-hjulstrækker. Har man brug for virkelig offroad, så skal man købe den ægte vare. Til gengæld er Focus Active et oplagt valg, hvis man kan lide at sidde lidt højere i trafikken og kan lide en bil, der er frisk på at køre lidt væk fra asfaltvejen og ud på grusstier og græsgange – uden at man dog skal på rent eventyr.

Publiceret 21 April 2019 05:30