Sound 4 postboxes er en stor musikinstallation. Pressefoto

Sound 4 postboxes er en stor musikinstallation. Pressefoto

Få den helt skæve oplevelse på Albertslund Bibliotek

Lydkunst hitter for tiden og biblioteket holder sig ikke tilbage.

lydbokse Fra 1. maj -1. juni fylder lydkunst Albertslund bibliotek alle dage i åbningstiden. Det er her du får den anderledes oplevelse, ser og hører biblioteket som du aldrig havde forestillet dig det og samtidig bliver din fantasi sendt på en rejse i lydkunstens verden.

Det er de to danske lydkunstnere Anders Vestergaard & Kåre Elers der står bag værket Sound 4 Postboxes. Fire pakkepostkasser ombygget til lydbokse afspiller lydværket som udelukkende er skabt på baggrund af optagede lyde fra hverdagen. Lyde vi kender når en låge knirker, en container bliver lastet på en lastbil eller en rullekuffert vi trækker efter os på et fortov. Lyde der i Sound 4 Postboxes bliver til musik uden der bliver spillet på et eneste instrument eller sunget en eneste tone.

Midt i biblioteket står postkasserne som om de er vokset op af gulvet og sender både lytteren og hele biblioteket på en lydrejse med masser af plads til egen fortolkning og fri fantasi. Til værket hører også en virtuel gæstebog hvor man via tablet eller pc helt anonymt kan tilkendegive sine meninger, dele sine oplevelser og læse hvad andre syntes om værket.

Skal gøre en forskel

Kulturformidler og bibliotekar på Albertslund bibliotek René Larsen fortæller:

”Biblioteket skal bruges og gøre en forskel, det må gerne være vildt, nyt, anderledes. Her er muligheden, så hop ombord og oplev det du ikke troede var muligt at opleve på biblioteket”

Med Sound 4 Postboxes undersøger lydkunstnerne Vestergaard & Elers hvordan et lydkunstværk interagerer med omgivelserne. Vil omgivelserne ændre eller påvirke vores opfattelse af kunstværkets egen fortælling? Hvilken historie forestiller vi os selv udspille sig i de fire postkasser?

Lydkunstnerne er kendt for deres arbejde langt ud over landets grænser. Under navnet Strange Party Orchestra har de i mere end tredive år komponeret musik og lydkunst der er blevet brugt ved hundredevis af liveoptrædender, teater, film, Ny Cirkus, radio og tv samt museer, gallerier og kunstudstillinger i Europa. En stor del af dette arbejde er publiceret på tolv cd/vinyludgivelser. I Danmark er de nok mest kendt for deres samarbejde med den allesteds nærværende multi og provokunstner Kristian Von Hornsleth.

Frem med rollatoren, på med rulleskøjterne, tag bussen, bilen, elløbehjulet, skateboardet eller gåbenene ind på Albertslund bibliotek. Det er gratis og en oplevelse for børn, unge, voksne i alle aldre og der er fri entré. Vil du gerne have værket med hjem kan det købes på biblioteket i det hippe format Vinyl/Lp i nummereret begrænset oplag i eksklusiv høj kvalitet.

brie

Publiceret 22 April 2019 05:00