Tonny Nissen, Mark Petersen og Ove Koch Larsen. Foto: brie

Tonny Nissen, Mark Petersen og Ove Koch Larsen. Foto: brie

De unge tager føringen i voksenundervisningen

Generationsskifte hos VVC Vestegnens Voksenundervisningscenter

Af
Jørgen Brieghel

undervisning ”Vi har sat gang i et generationsskifte, hvor de unge kræfter på skolen skal løbe forrest og præge centret”.

Det siger Ove Koch Larsen, erhvervs- og udviklingschef i VVC, Vestegnens Voksenundervisnings Center.

”Efter at centrets stifter, Lone Rytsel stoppede og kig på pension, var det tid for os at gentænke det hele. Hvad er vi, hvad skal vi tilbyde?”

”Lone stablede det hele på benene. Nu giver vi spydspidsen videre til de unge, de skal løbe forrest”, siger Tonny Nissen, skoleleder.

Den unge generation er personificeret ved Mark Petersen, der er virksomhedskonsulent og ny tovholder for uddannelsesforløb og kontakt til lærepladserne. Det er ham, der skal tage kursisterne i hånden, møde folk og tilbyde dem lige præcis de forløb, der matcher.

”Vi har alt under et tag her hos VVC på Kanaltorvet”, siger Ove Koch Larsen.

VVC tilbyder undervisning, motivation, inspiration, refleksion, hjælp til at finde arbejde og erhvervsretning og meget mere.

”Her er plads til alle, højt til loftet og inspirerende undervisning for alle. Der undervises i emner og fag, der interesserer på tværs af alder, køn, uddannelse og behov”, siger Tonny Nissen.

Målgruppen er primært forsikrede ledige, kontanthjælpsmodtagere, fleksjobbere på ledighedsydelse, ledige på revalidering og på sygedagpenge.

Ildjælenes hus

”Vi er et dynamisk sted, har et godt hold og en fantastisk stemning. Ildsjælenes hus! Vi er gode til at finde ud af, hvad borgerne har brug for”, siger Tonny Nissen.

”Det er typisk mennesker, som ikke finder sig til rette i andre undervisningstilbud., der trives godt hos os”, siger Mark Petersen. ”Vi prøver at møde folk, hvor de er og gøre tingene anderledes. Vi ved, at vores kursister har haft udfordringer, og derfor håber vi at det bliver spændende for dem at komme til vores informationsdag d. 14. maj og få mulighed for at lytte til foredrag med Remee og Kasi Jesper, som vil fortælle om de udfordringer de har haft - men som alligevel har bragt dem begge to langt”.

Det siger brugerne

Hvad tænker brugerne af centret? Det kan man høre i et par statements, der er lagt ud på hjemmesiden:

”Jeg har deltaget på VVC i en periode på 26 uger efter 2 år med stress, udbrændthed og begyndende depression og har nu fået hjælp til at finde en praktikplads og er på vej tilbage til det arbejdsmarkedet, jeg ellers altid har været glad for.”

”Jeg har hos ALLE – både undervisere og konsulenter – mødt en fantastisk imødekommehed, venlighed, medmenneskelig og hjælpsomhed, jeg ikke havde forestillet mig muligt. Det har været guld værd. Her tager alle hånd om alle deres kursister på alle planer og er opmærksomme på at få alle aspekter med, så kursusforløbet tilrettelægges præcis, så det passer til den enkelte kursist.”

Publiceret 23 April 2019 06:00