Byudvikling i Albertslund handler bl.a. om at give mulighed for byggeri på radiogrunden. Arkivfoto

Stridens kerne: Radiogrunden, hvor området nu er erklæret som fredskov. Arkivfoto.

Borgmester om fredskov-kendelse: Staten har rod i papirerne

Kommunen er uden skyld i fejlen, siger Steen Christiansen efter Miljøstyrelsens kendelse om "Radiogrunden"

Af
Finn Due Larsen

Fredskov Hvordan kunne det gå til, at Miljøstyrelsen, som omtalt på albertslundposten.dk i går, erklærede "Radiogrunden" i Vestskoven som fredskov, og dermed bremsede de byggeplaner på arealet, som et flertal i kommunalbestyrelsen ønskede gennemført?

Nogle vil mene, at plangrundlaget ikke er undersøgt ordentligt. Men spørger man borgmester Steen Christiansen (Soc.) er det ikke en fejl fra Albertslund Kommunes side:

"Det er hamrende ærgerligt, at staten har så meget rod i papirerne, så Albertslund Kommune ikke har haft mulighed for at vide at arealet var erklæret som fredskov", siger han.

"Det er et enormt sjusk fra statens side. Da man registrerede fredskov i 1990'erne, overså man nogle af områderne."

Hvad der nu skal ske med grunden, der er opkøbt af ejendomsselskabet Norden, kan Steen Christiansen ikke svare på:

"Det er et mellemværende mellem Norden og staten".

"Den vildeste optur"

Ordene fra borgmesteren falder efter et dialogmøde onsdag aften mellem kommunen og "Bevar Vestskoven". Her roste Steen Christiansen borgerne for deres aktive engagement, og han forsikrer om, at der ikke er ærgrelse i kommunen:

"Nu handler det om at se fremad og sammen med borgerne udvikle Vestskoven".

I borgergruppen er der ovenpå dialogmødet naturligvis stor glæde over afgørelsen:

"Det er den vildeste optur", siger Vivi Nør Jacobsen fra "Bevar Vestskoven".

"Vi har virkelig knoklet sammen med mange forskellige borgere om at ville bevare skovområdet."

Hun roser kommunen for nu at ville indgå i en dialog om fremtidens Vestskov. Men der er også malurt i bægeret:

"Det er tankevækkende, at der skal et borgerinitiativ til som dette for at stoppe byggeplaner på fredskov-område. Da man plantede skoven, burde kommunen vide at det automatisk blev til fredskov."

Publiceret 25 April 2019 09:46