Værsgo, hr. formand, her er programmet for efteråret. Per Gustafsson, tv., afløser Bjarne Dam. Foto: due.

Værsgo, hr. formand, her er programmet for efteråret. Per Gustafsson, tv., afløser Bjarne Dam. Foto: due.

Gustafsson afløser Dam: Ny i front for Birkelundgard

Bjarne Dam stopper efter tre år som formand

Af
Finn Due Larsen

Kultur Der har fundet et formands-skifte sted i Kulturhuset Birkelundgaard. Bjarne Dam stopper og afløses af Per Gustafsson.

Bjarne Dam har været formand i tre år, siden 2016, hvor han afløste Jørn Jensby. Bjarne Dam vil fortsætte i bestyrelsen, som booker, forklarer han, og et forretningsudvalg vil samtidig blive tilknyttet bestyrelsen.

Per Gustafsson har ikke tidligere siddet i bestyrelsen i Kulturhuset Birkelundgaard, men blev opfordret til at blive formand.

"Jeg sagde ja med det samme. Birkelundgaard er jo et fantastisk sted vi har fået i Albertslund."

Den nye formand vil være kendt af mange i forvejen, da han har været en aktiv del af kulturlivet i Albertslund i mange år. Blandt andet fra Albertslund Visevenner og Lokalhistorisk Forening, og som en populær Per Spillemand.

Han forestiller sig ikke at komme med en masse nye tiltag til stedet med det første:

"Jeg har sagt, at vi skal fortsætte sporet. Det er et sted, hvor der er mange ting på et rimeligt højt niveau, og det skal vi fastholde. Men selvfølgelig har jeg da et par personlige ideer, som jeg synes kunne være sjove at få prøvet af", siger Per Gustafsson.

Han nævner som eksempler at få flere af de dygtige, lokale koncertnavne frem og stable en koncert på benene med Albertslundkoret.

Nært forestående for den nye formand er foreningens 10-års fødselsdag. Den vil blive fejret den 25. august, med en stor Elvis-koncert, "Elvis on my mind", med Brian Trøjborg.

Og selvfølgelig er der et stort, spændende program klar til efteråret på Birkelundgaard.

Bjarne Dam lader forstå, at beslutningen om formands-skiftet er truffet i mindelighed i bestyrelsen, efter hans eget ønske:

"Det er af helbredsmæssige årsager", siger han.

Publiceret 25 April 2019 05:00