Michael Melchert, Liberal Alliance.

Michael Melchert, Liberal Alliance.

Tre lokale skarpe: LA vil have sænket bundskatten

Mange borgere i Albertslund får ikke store lønninger, derfor er en skattelettelse i bundskatten det vigtigste emne, siger Michael Melchert (LA)

Af
Finn Due Larsen

Valg 1. Hvad mener du at kunne gøre for Albertslund og albertslunderne, hvis du kommer i Folketinget? Jeg vil arbejde hårdt for LA's politik om at få sænket bundskatten, så ingen skal betale skat af de første 84.000 kroner, de tjener. Dette svarer til 7.000 skattefrie kroner om måneden. For en almindelig LO-familie vil det betyde ca. 40.000 kroner mere til sig selv om året. Denne skattelettelse vil gøre en markant forskel for mange i Albertslund, når de får lov til at beholde flere af deres egne penge.

At lade de første 84.000 kroner være skattefrie, er desuden en god måde til at få rigtig mange mennesker ud af offentlig forsørgelse og ind i fællesskabet. Forslaget vil betyde, at der vil være en mærkbar forskel på at tage et arbejde ift. at være på offentlig forsørgelse.

2. Hvad mener du er valgets vigtigste tema, set fra Albertslund og albertslundernes synsvinkel? Der er mange af borgerne i Albertslund der ikke får store lønninger, derfor er en skattelettelse i bundskatten det vigtigste emne, så langt flere får bedre betaling, for deres flid hver dag på jobbet.

3. Hvad mener du er Vestegnens største udfordring de næste fire år? Der er allerede en stor boligmangel på vestegnen, som desværre vil vokse yderligere de næste 4 år. Det er stort problem da mobiliteten på boligmarkedet så bliver meget lav, hvilket også er dyrt samfundsøkonomisk.

Unge kan ikke finde deres første bolig og unge par kan ikke finde egnet bolig, til at stifte familie i. Børnefamilier mangler boliger de kan skifte til, når pladsen bliver for trang. Par der går fra hinanden, kan ikke skifte den fælles bolig ud med noget hver for sig. Når børnene er flyttet hjemmefra, kan forældrene ikke finde en mindre og mere passende bolig. Ældre kan ikke skifte til mere egnede boliger, når de ønsker og har behov for dette.

Det er et stort problem, da en bolig som passer til ens behov, er en væsentlig livskvalitet. Mangler man muligheder for at skifte til passende bolig, når der er ændringer i ens behov, kan det være svært at lave og gennemføre disse skift. Derfor vil jeg arbejde hårdt for, at der både på vestegnen og i omegnsområderne, skabes langt bedre betingelser og muligheder for mange flere nye boliger.

Publiceret 13 May 2019 07:00