Dansk-tysk møde med mange gode

Dansk-tysk møde med mange gode "planer". Gæster fra Olsen-Bande fanklubben mødtes med den lokale grundejerforening. Foto: due.

Tysk fanklub og grundejere i forening: Har masser af ideer til fængslets fremtid

Et "Sov som Egon Olsen"-hotel var blot en af flere muligheder, som blev vendt på hyggeligt møde foran porten

Af
Finn Due Larsen

Skide godt Måske er det ikke alle planer, der viser sig at være "skidegode", når det handler om Vridsløselille Fængsels fremtid.

Men så kan man i hvert fald prøve dem af, og skulle de glippe, så kan man i bedste Egon Olsen-stil finde på nogle nye planer.

Der var i hvert fald mange ideer der blev vendt og drejet, da en flok tyske gæster fornylig mødtes foran den ikoniske, grønne port med repræsentanter for grundejerforeningen Vridsløselille Midt. Gæsterne var fra den tyske Olsen-Bande-fanklub, der som tidligere omtalt i AP er meget interesserede i at hjælpe processen med fængslets fremtid på vej.

Hotel og PR

"Man kunne indrette et hotel, hvor man kan slå på det med Olsen-Banden. Et "Sov som Egon Olsen"-hotel", siger Paul Wenzel fra den tyske fanklub med et lille smil -og med en ganske fin dansk udtale.

Både han og Steffen Paatz fra klubben har nemt ved det danske sprog, og det kan man blandt andet takke de berømte Olsen-Bande-film for. De var, som det har været nævnt flere gange, ekstremt populære i især det tidligere DDR, hvor de to sammen med mange andre tyskere voksede op med filmene.

"Vi vil også gerne være med til at skabe PR for fængslet i Tyskland. Det vil kunne trække mange turister til", siger Steffen Paatz.

Ordene falder, mens gæsterne fra Tyskland traver en hyggelig søndagstur sammen med blandt andre Henrik Seidenfaden og Lena Corselli fra grundejerforeningen.

Arbejder tæt sammen

"De er kommet her på privat invitation fra os. Vi tænker, at der er mange ting vi kan samarbejde om", siger Henrik Seidenfaden.

Han forestiller sig, at de to foreninger kan arbejde tæt sammen, når nu processen med byudvikling af området skal sættes i gang.

"Vi kan lige så godt forene kræfterne. Det kunne godt blive mere formaliseret, med et fælles høringssvar fra os. Men nu skal hele projektet jo først i høring, det er jo ikke sket endnu", siger Henrik Seidenfaden, og tilføjer:

"Der er helt sikkert meget der er værd at bevare i området her. Det skulle gerne være en blanding af nye tiltag og en bevarelse af det gamle."

Ikke bare beton

At rive den grønne port ned vil nærmest være som at gøre det samme med Nationalmuseet, er der rørende enighed om i flokken på søndagsturen. Man håber, at kommunen, når Freja Ejendomme overdrager fængsel og område, vil tænke "højt til loftet".

"Vi håber virkelig ikke at man bare vil plastre det hele til med beton", som Henrik Seidenfaden.

Tilbuddet om hjælp fra den tyske fanklub har borgmester Steen Christiansen tidligere, som vi har omtalt i AP, givet positivt tilsagn om at ville tage godt imod.

Og måske kunne en anden idé være at give både borgmesteren og resten af kommunen nyt tilholdssted:

"Måske skulle rådhuset have nogle af sine kontorer her", siger Paul Wenzel.

At der endnu er en lang, kompliceret vej at gå, før byudvikling og Olsen-Bande-ideer kan forenes, ved man alt om både i Albertslund og Tyskland. Men de tror fuldt og fast på, at meget kan lade sig gøre, hvis viljen er der:

"Vi har for eksempel set, hvordan man fik flyttet Det Gule Palæ. Hvis det kan lade sig gøre, kan der også ske meget her", siger Steffen Paatz - med henvisning til den ikoniske DSB-bygning, fra "Olsen-Banden på sporet".

Publiceret 18 May 2019 07:00