Rocketman - filmen om Elton John. Pressefoto

Rocketman - filmen om Elton John. Pressefoto

Filmen om Elton John er brutalt ærlig

”Rocketman” er en af ugens premierefilm i Albertslundbiograferne

”Rocketman” er en af ugens premierefilm i Albertslundbiograferne

”Mit liv har været ret vildt. Lavpunkterne var meget lave, højdepunkterne meget høje. Desværre var der ikke ret meget balance indimellem”, lyder Elton Johns egen beskrivelse af sit liv og sin tidlige karriere.

Det er den tråd filmen ”Rocketman” tager op med en meget fri fortolkning af den ikoniske sangers liv.

Filmen har premiere onsdag i Albertslundbiograferne.

Selv om ”Rocketman” er en forkortet og i nogle henseender ’forbedret’ version af Elton Johns ungdom og tidlige karriere, så går den ikke uden om de hårde fakta:

”Filmen er brutalt ærlig og holder ikke igen, siger Elton John selv.

Til gengæld gav han manuskriptforfatteren Lee Hall lov til at lege frit med hans musikalske bagkatalog, så sangene kan bruges fortællende i handlingen frem for at blive præsenteret kronologisk.

”Historien dækker mit liv fra lidt før 1960, da jeg var dreng, og til 1990, da jeg kom på afvænning, forklarer Elton John selv. – Det handler om mit liv, på det tidspunkt, hvor jeg begyndte at blive berømt. Det var en usædvanlig og nærmest uvirkelig tid, og jeg ville gerne have filmen til at blive på samme måde. At den er sjov og ikke tager sig selv for alvorligt, mens der på den anden side er alvorlige emner at tage op med mit stofmisbrug, mit liv og min opvækst. Det måtte balanceres. Og så skulle filmen selvfølgelig være musikalsk, fordi musik var mit liv.”

Musikalsk fabel

”Rocketman” er en musikalsk fabel baseret på historien om den generte pianist Reginald Dwight, der transformerer sig til en flamboyant showman på scenen – en Rocketman – og går fra succes til succes under navnet Elton John. Det er historien om en opvækst i en dysfunktionel familie, om udfordringen ved at skulle stå ved sin seksualitet, om at blive sat sammen med en gudsbenådet sangskriver, om at blive drevet frem af en ambitiøs impresario og om at opretholde den glitrende facade ved hjælp af stoffer.

I rollen som Reginald Dwight/Elton John har Taron Egerton indspillet sine egne versioner af Elton Johns klassikere, der er blevet mixet tidsmæssig rundt og bruges til at bære historien fremad. Med Dexter Fletcher som instruktør er ”Rocketman” – med Elton Johns billigelse – blevet en musikalsk fantasi, der bærer essensen af sangerens liv og karriere. Men ligesom i virkeligheden optræder Eltons mor Sheila Farebrother i Bryce Dallas Howards skikkelse, vennen og sangskriveren Bernie Taupin i Jamie Bells og manageren John Reid i Richard Maddens.

Publiceret 27 May 2019 06:00