Kulturøkologerne håber, at der bare kan komme lidt farver på det nye byggeri! Vi får se. Arkivfoto

Kulturøkologerne håber, at der bare kan komme lidt farver på det nye byggeri! Vi får se. Arkivfoto

Gråt i gråt: Hvorfor, når farver gør os glade?

Kulturøkologisk Forening blander sig i byens farvelægning – og det er ikke første gang

Af
Jørgen Brieghel

”Det skal nok blive godt med det nye gymnasium. Jeg er sikker på det bliver alletiders sted, med et godt læringsmiljø til gavn og glæde for alle – elever, lærer, forældre og samfundet. Men hvorfor skal det være så gråt?”, spørger Erland Andersen, formand i Kulturøkologisk Forening, når han står og kigger på det nye gymnasium, der holder rejsegilde 29. maj.

”Hvis man står her på pladsen foran Ungecentret, kan man se den gamle grå sal fra Kongsholmskolens tid, den nye og moderne Bygning M og nu så også gymnasiet. De konkurrerer om at være mest grå. Du kan også stille dig andre steder, hvor du så har Albertshøj i baggrunden. Jeg mener bare, hvorfor skal det være så gråt, når vi ved at farver gør os glade!?”

Det er ikke første gang Kulturøkologisk Forening blander sig i debatten om byens udtryk. Bl.a. har de netop for fjerde år i træk udgivet, hvad de kalder for årets Bydiversitets plakat.

Den rummer motiver af udsmykninger, der er kommet til i byen, gennem det seneste år.

”Lige som i naturen hvor alle snakker om, at det er vigtigt at skabe mere biodiversitet, fordi det giver en varieret og robust natur, så skal vi også skabe bydiversitet, hvor vi bor. Byen skal ikke være grå og kedelig. Den må godt have lidt farver, der giver forskellighed og oplevelser”, mener Erland Andersen, der håber, at det i det mindste kan nås at få lidt farver på døre og vinduer i det nye gymnasium.

Der er i øvrigt ikke planer om, at kulturøkologerne selv vil gå i gang med farver og udsmykning, som det i sin tid skete ved gårdhusene i Syd, inden de skulle renoveres.

Publiceret 27 May 2019 08:00