Viv Nør Jacobsen (tv.), her sammen med partiformand Pia Olsen Dyhr, glæder sig over partiets resultat. Privatfoto.

Viv Nør Jacobsen (tv.), her sammen med partiformand Pia Olsen Dyhr, glæder sig over partiets resultat. Privatfoto.

Lokale kandidater: Hurra, mit parti vandt - men jeg kom ikke ind

Men både Vivi Nør Jacobsen (SF) og Dennis Schmock (Rad.) glæder sig over godt valg for deres partier

Af
Finn Due Larsen

Mattias Tesfaye (Soc.) bliver den eneste fra Albertslund i Folketinget i den kommende valgperiode.

Det står fast efter folketingsvalget onsdag. Selv om de personlige stemmer ikke er færdigoptalte endnu, står det klart, at langt de fleste herboende, lokale kandidater ikke har opnået valg.

Det gælder både Dennis Schmock (Rad.), Vivi Nør Jacobsen (SF), Michael Melchert (LA), Danni Olsen (DF) og Helge Bo Jensen (Enh.).

I Taastrupkredsen i øvrigt ryger både Kenneth Kristensen Berth (DF) fra Vallensbæk og Merete Scheelsbeck (Kons.) fra Høje-Taastrup ud af Folketinget.

Anne Sina (Soc.), der afløste Mogens Lykketoft i Taastrupkredsen, tegner også til at gøre følgeskab i Folketinget med partifællen Mattias Tesfaye, der stillede op i Brøndbykredsen.

Hverken Merete Scheelsbeck (Kons.) eller Dennis Schmock (Rad.) kom ind, trods flotte resultater for deres partier. Foto: due.

Hverken Merete Scheelsbeck (Kons.) eller Dennis Schmock (Rad.) kom ind, trods flotte resultater for deres partier. Foto: due.

"Blæst bagover"

Men selv om Dennis Schmock og Vivi Nør Jacobsen ikke kom ind, glæder de sig begge over et flot resultat på deres partiers vegne:

"Jeg er blæst bagover. Det er fuldstændig vildt, og vi er jo også gået frem i Albertslund", siger Dennis Schmock, efter Radikale har fordoblet mandaterne, fra 8 til 16.

"Uanset at jeg ikke har fået personlige stemmer nok, så er det her langt bedre end forventet."

Også Vivi Nør Jacobsen vælger at glæde sig på holdets vegne:

"Tak til alle, der har stemt på mig. Tak for jeres tillid og engagement. Jeg bliver ikke valgt, men jeg mærker opbakningen og den skal ikke være forgæves. Sammen skaber vi forandringen", skriver hun på sin Facebook-væg.

Serdal Benli ser ud til at komme i Folketinget fra Københavns Omegns Storkreds, og Vivi Nør Jacobsen lover at "heppe og bakke op - om Serdal og alle andre nye som genvalgte medlemmer fra SF", som hun skriver.

Danni Olsen (DF) - erkender, at han ikke kommer ind. Det samme gælder partifællen Kenneth Kristensen Berth.

Danni Olsen (DF) - erkender, at han ikke kommer ind. Det samme gælder partifællen Kenneth Kristensen Berth.

Ét mandat går til Pia

I Dansk Folkeparti, der blev valgets største taber, kommer hverken Danni Olsen, der stillede op i Gentoftekredsen, eller Kenneth Kristensen Berth fra Taastrupkredsen ind.

"Hele aftenen har vi vippet mellem om vi skulle have et eller to mandater i kredsen. Indenrigsministeriet har dog nu bekræftet, at der kun falder 1 mandat i Københavns Omegns Storkreds. Dermed er jeg ikke genvalgt", skriver Kenneth Kristensen Berth på sin Facebook-væg, mens Danni Olsen på sin væg også fremhæver, at partiet kun får et enkelt mandat i storkredsen:

"Og det går naturligvis til Pia. De personlige stemmer er ikke talt op, så jeg kender ikke min placering endnu, men vil gerne på forhånd sige mange tak for jeres støtte."

Merete Scheelsbeck (Kons.) må trods sit partis flotte resultat vinke farvel til Folketinget:

"Jeg glæder mig selvfølgelig også til at se mine personlige stemmetal. Vi har haft et kanon valg - både på landsplan og i Omegnen, hvor vi ligger langt over partiets resultat på landsplan. Nordsjælland har bare haft et endnu bedre, især takket være Mette Abildgaard, og det er mega flot", siger hun til AP.

Publiceret 06 June 2019 10:06