Kirkens ungdomskor, her fra Badesø Festivalen sidste år, er med til sommerkoncerten 18. juni. Foto: Kim Matthäi Leland.

Kirkens ungdomskor, her fra Badesø Festivalen sidste år, er med til sommerkoncerten 18. juni. Foto: Kim Matthäi Leland.

Kom til sommerkoncert i kirken

Herstedvester Kirkes to kor er med

Koncert Sang og musik hører sommeren til, og derfor indbyder Herstedvester Kirke til en sommerkoncert tirsdag 18. juni klokken 19.

"Faa ajle di smaa blomster, dæ dov æ te i aar” - sådan begynder sangen, som er blevet kaldt Den Fynske Nationalsang, og som kan høres til sommerkoncerten. Den klare fynske dialekt kan være svær at forstå for ikke-fynboer, og derfor synger Herstedvester Kirkes Kantori sangen på "klingende Albertslund-dansk", som de siger.

"Sangen har en livlig og frisk melodi og hedder faktisk Opvaavni og handler både om hvordan blomsterne og fuglene vågner i naturen men også hvordan folket – bønderne på landet – vågner op og bliver ”landets bedste støtte”. Skrevet i 1869", siger Jeppe Rønnow, organist i Herstedvester Kirke.

"Resten af koncerten består af sommersange og små klassiske perler, som forhåbentlig også vækker et sommersind hos alle tilhørerne. Det plejer det i alle fald, når Herstedvester Kirkes to kor sætter stemningen med sange fra nær og fjern."

Den italienske filmkomponist Morricones lille mesterværk ”Gabriels obo” bliver opført både med korakkompagnement og solister på cello og saxofon.

Ungdomskoret synger forårssange og greatest hits fra året i kirken, mens Kantoriet har kastet sig over en klassiker som A Nightingale sang in Berkeley Square – kendt især fra Manhattan Transfers og Vera Linn.

Der er gratis adgang til koncerten, og bagefter byder Herstedvester Kirke på et glas hvidvin i Våbenhuset.

due

Publiceret 08 June 2019 05:00