Så er der gang i læsningen...

Så er der gang i læsningen...

Tid til en god bog i sommerpausen

Biblioteket lancerer igen "Sommerbogen" for de 7-14-årige

Læseheste Nu er skolernes sommerferie lige om hjørnet, og som sædvanlig er skoleferien startskuddet til Albertslund Biblioteks tilbagevendende læsekampagne, Sommerbogen, for de 7 – 14 årige.

Hver sommer plejer over 500 børn at møde op på Albertslund Bibliotek for at tilmelde sig Sommerbogen, og på biblioteket håber man, at det bliver ligesådan i år.

"Ideen med læsekampagnen er få børnene til at læse nogle af alle de gode historier, hvor spændende verdener træder frem og giver dejlige oplevelser. Skolelærerne anbefaler varmt, at børnene læser i sommerferien, så de kan holde læsningen ved lige og måske endda forbedre den. Det er også muligt at fordybe sig i spændende fagbøger og blive klog på yndlingsemnet", siger Gitte Kristoffersen fra Albertslund Bibliotek.

Læs tre bøger

For at være med i læsekampagnen og få en gavebog, skal man i løbet af sin sommerferie læse tre bøger og enten skrive sin mening om dem i det hæfte, man får udleveret, når man tilmelder sig, eller anmelde dem på Biblo.dk.

Børnene kan låne bøgerne på biblioteket eller læse dem på deres skærm via eReolen eller eReolen Go. Som sædvanlig har børnebibliotekarerne i løbet af året købt en masse gode børne- og ungdomsbøger til gavebøger.

Der er både noget for den nye eller usikre læser og for den trænede og mere krævende læser. Indholdsmæssigt er udvalget også bredt med både sjove, spændende og mere ”tænksomme” bøger, og der er selvfølgelig også bøger med et godt gys. Besøg biblioteket og få inspiration og hjælp til at vælge spændende bøger, der passer til læseniveau og interesser.

Sommerbogen begynder den 14. juni og varer indtil den 24. august. Man tilmelder sig i Hovedbibliotekets børneafdeling eller på Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken. Læs mere om Sommerbogen på www.albertslundbibliotek.dk.

due

Publiceret 13 June 2019 05:00