Accordeon-orkester jubler: Kan kalde sig verdens bedste

Accordeonova, der holder til i Albertslund, er blevet udråbt som verdensmestre

Af
Finn Due Larsen

Der er stor glæde og stolthed hos accordeon-orkestret Accordeonova for tiden.

Orkestret, der holder til i Albertslund, kan efter deres deltagelse i World Music Festival 2019 kalde sig verdensmestre.

Accordeonova, som dirigeres af Jørgen Franyó, der blandt andet er lærer ved Albertslund musikskole, deltog i Kristi Himmelfarts-dagene ved den store konkurrence i Innsbruck, Østrig sammen med cirka 200 andre accordeonorkestre og grupper fra hele verden. En konkurrence som afholdes hvert tredje år.

I den næsthøjeste sværhedsgrad, som Accordeonova deltog i, var der tilmeldt 39 orkestre. Her blev Accordeonova tildelt det højeste pointtal på 48,5 ud af 50 mulige og løb med en suveræn førstepris. Orkesterets historie går helt tilbage til 1962 hvor det blev grundlagt under andet navn. I en periode har det ført en lidt tilbagetrukket tilværelse, men for tre år siden blev det gendannet under Jørgen Franyós ledelse og er nu blandt de førende i hele verden.

Ved konkurrencen spillede orkesteret blandt andet Jindrich Felds Partita piccola, som i 1976 blev skrevet til orkesteret.

Publiceret 14 June 2019 07:00