Borgergruppen

Borgergruppen "Bevar Vestskoven" med Poul Evald Hansen og Vivi Nør Jacobsen forrest vil stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen tirsdag aften. Privatfoto.

Bevar Vestskoven: 'Vi er egentlig ret rolige'

Borgergruppen er stadig sikker på, at Radiogrunden vil blive erklæret som fredskov, og vil stille spørgsmål på KB-mødet

Af
Finn Due Larsen

I skovens dybe... Ingen panik. Vi er stadig sikre på at vinde den sag.

Sådan nogenlunde kan budskabet fra "Bevar Vestskoven" sammenfattes, efter borgergruppen holdt møde søndag aften.

"Arbejdsgruppen har holdt møde i dag og vi er egentlig ret rolige. Substansen er den samme som før, og vi mener, at der er og forbliver fredskov", skriver Vivi Nør Jacobsen på gruppens Facebook-side.

"Men vi overlader ikke sagen til andre, så vi vil fortsat argumentere og orientere", fortsætter hun, og lader forstå, at gruppen vil møde op til kommunalbestyrelsens møde tirsdag aften, hvor man vil stille spørgsmål i spørgetiden.

Overfor AP uddyber Vivi Nør Jacobsen:

"Vi er sådan set enige i, at tingene skal foregå på et ordentligt grundlag. Vi ser også gerne, at beslutninger træffes efter bogen, så at vi får "orden i penalhuset" er super fint. Og vi føler os sikre på, at området igen vil blive erklæret som fredskov."

Hvad angår kritikken fra Enhedslisten af, at borgmesteren og kommunen bevidst skulle have modarbejdet fredskov-afgørelsen, siger hun:

"Vi ved ikke hvor vi står der. Der er meget der er uklart. Men det kan undre, at borgmesteren kan stå foran rullende kameraer og sige, at nu skal vi arbejde sammen om Vestskoven, og så kommer dette her. Jeg synes godt man kunne have orienteret os."

Som tidligere omtalt har borgmester Steen Christiansen svaret, at han ikke ønsker at kommentere på kritikken fra Enhedslisten.

Publiceret 17 June 2019 09:42