Hyldemarken ligger mellem Birkelundparken og Robinielunden. Pressefoto

Hyldemarken ligger mellem Birkelundparken og Robinielunden. Pressefoto

Blomster i Hyldemarken gør Albertslund til bivenlig kommune

Albertslund Kommune har tidligere på året sået blomsterfrø , som nu står i fuld flor som Hyldemarken. Dermed har kommunen kvalificeret sig til at blive "Bivenlig kommune" af Danmarks Biavlerforening.

Af
Jørgen Brieghel

insektliv Over 60 procent af Albertslund Kommunes areal er skov og grønne områder. Og i kommunen har man i lang tid gjort en stor indsats for at gå forrest på miljø- og klimafronten.

Siden 1992 har man lavet grønne regnskaber over miljøbelastningen, og siden 1997 har man ikke brugt pesticider på kommunale arealer - og der gøres i disse år en stor indsats for at forbedre biodiversiteten.

Og nu kan kommunen også snart kalde sig "Bivenlig Kommune" - den har nemlig etableret Hyldemarken med 1,3 ha jord med særlige bivenlige blomster.

Når man som kommune planter 1 ha jord kan man kalde sig bivenlig kommune.

Det lever Albertslund Kommune altså nu mere end op til og har dermed kvalificeret sig til at blive certificeret som bivenlig kommune af Danmarks Biavlerforening.

Naturen er vigtig

”Naturen er vigtig for os, men også under pres. Insekterne mangler nemlig mad og hjem, og de er helt afgørende for vores klodes sundhed. I Albertslund Kommune går vi op i biodiversitet, og at insekterne har en god fremtid. Derfor har vi sået lige under 1,5 hektar hjemmehørende blomster i Hyldemarken. Virkningen har været hurtig og stor, og det summer allerede af liv derude," siger borgmester Steen Christiansen.

Det røde felt er Hyldemarken. Lige til højre for ses Birkelundparken og nederst til højre i billedet Politigården. Foto: Albertslund Kommune

Det røde felt er Hyldemarken. Lige til højre for ses Birkelundparken og nederst til højre i billedet Politigården. Foto: Albertslund Kommune

Steen Christiansen opfordrer i øvrigt borgerne til selv at tage en tur ud i Hyldemarken og nyde freden og synet af de smukke blomster og alle de mange sommerfugle, vilde bier, svirrefluer og guldsmede, der summer lystigt og nyder blomsterne. Det er helt ok at plukke en blomst eller to, men folk skal huske at alle insekterne er afhængige af blomsterne for at klare sig igennem vinteren!

Bivenlige kommuner gør en forskel

Og det er ikke det bare pjat at blive bivenlig kommune, fastslår Steen Christiansen.

Værdien af de danske biers (honningbier og vilde bier) bestøvning af afgrøder i landbrug og frugtavl udgør 1 milliard kroner årligt. Hertil kommer værdien af deres bestøvning af naturens planter – denne værdi kan ikke gøres op i kroner og ører, men den medvirker til at sikre føde til fugle og vildt. Også haveejernes vækster nyder godt af de flittige biers bestøvning. Derfor er det vigtigt, at sikre bierne gode levevilkår.

Svært at finde føde

I dag er en af de største udfordringer for bierne, at der gennem sæsonen er perioder, hvor det er yderst vanskeligt for bierne at finde føde, oplyser man hos Albertslund Kommune.

Fødemanglen er kritisk, da den svækker biernes vitalitet og gør dem mere modtagelige og sårbare over for sygdomme og pesticider. Det vil føre til en dårligere bestøvning, som i sidste ende kan reducere landbrugets produktion og de vilde planters udbredelse.

Alle kommuner, der etablerer mindst 1 hektar af de bivenlige planter fra DLF kvalificerer sig til certifikatet som bivenlig kommune i regi af Dansk Biavlerforening.

Publiceret 10 July 2019 10:09