Simba er blevet voksen og klar til at vinde sit kongerige tilbage. Foto: Walt Disney Pictures

Simba er blevet voksen og klar til at vinde sit kongerige tilbage. Foto: Walt Disney Pictures

Løvernes konge brøler igen

Disney-eventyr af episke proportioner

Af
Daniel Bentien

kino.dk

disney I 1990erne var animationsfolkene hos Walt Disney inde i en suveræn stime af anmelderroste, populære tegnefilm, der startede med ’Den lille havfrue’ og fortsatte med ’Skønheden og udyret’ og ’Aladdin’.

Kulminationen kom dog med ’Løvernes konge’ i 1994, der blev den største succes og solgte over 1 mio. billetter herhjemme. Derfor er det heller ikke underligt, at Disney vil fortælle den episke historie til en ny generation, og dermed får ’Løvernes konge’ biografpremiere i en genfortalt version.

Historien er den samme. Løveungen Simba bliver kørt i stilling til at overtage pladsen som dyrenes konge af sin far, Mufasa. Livet ligger for den unge løves poter, men alt bliver vendt på hovedet, da farbroren Scar myrder kongen for selv at træde i hans sted og sender Simba væk med ordren om aldrig at vise sig igen.

Forladt, tynget af skyld og uden retning bliver Simba mødt med en helt anderledes fri tankegang, da han render ind i vortesvinet Pumba og surikaten Timon. ”Hakuna Matata”, som de siger. Men fortiden indhenter Simba, og snart må han kæmpe for at indtage sin plads som den retmæssige konge.

Løveungen Simba med fuglen Zazu, der er kongens rådgiver. Foto: Walt Disney Pictures

Løveungen Simba med fuglen Zazu, der er kongens rådgiver. Foto: Walt Disney Pictures

Ligner rigtige dyr

Hvor 1994-versionen af filmen var en klassisk tegnefilm, er den nye udgave animeret i en stil, der ligner rigtige dyr til forveksling. Animationen er som i genindspilningen af ’Junglebogen’ fra 2016 fuldstændig forbløffende og taget til et endnu højere niveau. Det er heller ikke underligt, for det er samme instruktør, Jon Favreau, der står bag kameraet, og han har et godt flair for effekter. Det var også ham, der stod bag den suveræne superheltefilm ’Iron Man’ i 2008.

Selvom der er tale om en familiefilm, er plottet inspireret af ingen ringere end William Shakespeares brutale ’Hamlet’, hvor der også finder onde onkler og kongemord sted. Disneys bearbejdning er selvfølgelig fyldt med sjove bikarakterer og komiske optrin, men det centrale er opgøret mellem den unge tronarving og den udspekulerede farbror.

Den episke fornemmelse er det, der gør ’Løvernes konge’ til noget helt særligt, og balancen mellem det storslåede og det familievenlige har Disney hverken før eller siden ramt bedre. Forventningen er, at det samme gør sig gældende i genindspilningen.

Sange som ’Be Prepared’, ’Can You Feel the Love Tonight’ og ’Circle of Life’ blev skabt af Elton John og Tim Rice til den originale film. Udover de ikoniske numre vil den nye film også indeholde sange hentet fra musicalopsætningen fra 1997. Musikken er tilmed igen skabt af Hans Zimmer, den hæderkronede komponist med et af de mest imponerende cv i filmhistorien.

’Løvernes konge’ kommer både på dansk og engelsk. De oprindelige stemmer inkluderer Donald Glover (også kendt som rapperen Childish Gambino), sangerinden Beyoncé, komikeren Seth Rogen samt gengangeren James Earl Jones, der er den eneste ene rigtige til at lægge røst til Mufasa. Den danske rolleliste byder på navne som Lars Mikkelsen og Lars Ranthe, mens Henrik Koefoed og Lars Thiesgaard vender tilbage som Timon og Pumba.

Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.

FAKTA

Løvernes konge

Genre: Animation, familiefilm

Instruktør: Jon Favreau

Stemmer: Donald Glover, Beyoncé, James Earl Jones, Chiwetel Ejiofor, Seth Rogen, Billy Eichner

Spilletid: 118 minutter

Land: USA

Publiceret 17 July 2019 08:35