I sommerferien er der tid til at læse gode bøger. Arkivfoto

I sommerferien er der tid til at læse gode bøger. Arkivfoto

Du kan stadig nå at være med i Sommerbogen

Over 300 børn er i fuld gang med at læse de tre bøger, der udløser en gavebog fra biblioteket

Af
Jørgen Brieghel

ferielæsning Nu er sommerferien godt i gang, og mere end 300 børn har allerede tilmeldt sig Sommerbogen – læsekampagnen for de 7-14-årige. De er nu godt i gang med at læse de tre bøger, der udløser en gavebog fra biblioteket.

”Man kan stadig nå at tilmelde sig og få del i de gode oplevelser, der venter i bøgernes verden”, fortæller Gitte Kristoffersen, temachef på Albertslund Bibliotek.

”Børnebibliotekarerne elsker at finde gode bøger til børnene, og hjælper gerne med at finde spændende bøger, der passer til læseniveau og interesser. Skolelærerne anbefaler varmt, at børnene læser i sommerferien, så de kan holde deres læsning ved lige”.

”Børnebibliotekarerne har i løbet af året købt en masse gode børne- og ungdomsbøger til gavebøger. Der er både noget for den nye eller usikre læser og for den trænede og mere krævende læser”, siger Gitte Kristoffersen.

Sommerbogen varer indtil den 24. august.

Man kan tilmelde sig på Albertslund Bibliotek, hvor børnebibliotekarerne står klar til at hjælpe.

Læs mere om Sommerbogen på www.albertslundbibliotek.dk

Publiceret 19 July 2019 09:50