De første gæster kommer tidligt. Her ved 10-tiden er der allerede lang kø. Foto: brie

De første gæster kommer tidligt. Her ved 10-tiden er der allerede lang kø. Foto: brie

Se billederne: Hot sommer og kø for en cool dukkert

Sommeren er til at føle på. Badesøen har stort pres på, for alle vil ind

Af
Jørgen Brieghel

sommertid Allerede inden man passerer lyskrydset ind til Skallerne, fornemmer man, at der er noget i gærde. Alle biler skal samme vej, og stierne er fyldt med cyklende og gående med tasker og barnevogne.

Samme mål: Badesøen.

Temperaturen i skyggen nærmer sig de 30 grader, og alle har fået tanken: Vi skal køles ned.

På p-pladsen foran stadion kører folk fortvivlet rundt for at finde en plads til at smide bilen. Græsplænen over til branddammen er taget i brug.

Badetøj, solcreme, bøger, blade, osv pakkes ud. Og så er det ellers om at komme over og stå i kø. Køen er lang i dag – og klokken er kun 10,30.

Tryk på

Foran indgangen til det forjættede badeland står idrætsdirektør Ole Lindholdt. Han har sved på panden, og det er ikke kun på grund af varmen.

”Puha, der er godt nok tryk på. Vi kommer nok til at lukke for indgangen et stykke tid, indtil de første gæster forlader Badesøen”, siger han, mens han har kontakt til personale inde på området via walkien.

Gæsterne i køen er naturligvis ikke glade for den melding. Rygterne går, at der bliver to timers ventetid på at komme ind. Men sådan er betingelserne. Det gælder sikkerheden. Der er grænser for, hvor mange gæster der kan være på området – også selvom det synes meget stort.

Ro og orden

Inde på området er der godt nok mange mennesker, men der hersker en fin ro og orden. Masser af livreddere har fra deres høje stole falkeblikkene fokuseret på gæsterne i bassinerne.

”Hvor kan man få en solseng?”, spørger en af gæsterne en livredder, der må melde alt udsolgt. Der er 300 solsenge, men de er revet væk fra morgenstunden”.

De første 150 sælges i i billetlugen. Resten lægger man sig bare på, så kommer livredderne rundt og opkræver, fortæller man i Badesøen.

Glade børn bader i det lave bassin under opsyn af deres forældre. De større børn tager en af de store vandrutsjebaner direkte ned i det store, rund, lokkende bassin.

Børneområdet

Børneområdet er godt besøgt. Her er masser af legeredskaber og mulighed for både at få sol og skygge på græsarealerne. Mødre og fædre triller barnevogne i pendulfart mellem børneområdet og kioskområdet, med sine madvogne, pandekageboder og boder med kølige forfriskninger.

De større børn hygger sig på boldbanerne eller tager en tur i den nye svævebane tværs over det hele.

Der er ikke noget at sige til, at der er kø for at komme ind i Badesøen. Hvor kan man ellers finde så passende et sted at være, når sommeren hitter?

Så skønt er her, at man ikke har lyst til at forlade Badesøen igen. Og det bliver de triste af, alle dem der står i køen og venter på at få en cool dukkert. De tager nu roligt. De fleste.

I sidste ende gælder det deres egen sikkerhed.

Det slår Lalandia

Og der orienteres løbende på Facebook om ventetid. Som en af gæsterne skriver her: ” Tak for info, det er virkelig god stil, I skriver den slags”.

Eller hvad med den her, som rammer hovedet på sømmet: ” Det er så vildt, at det er så berømt så alle bare kommer! Det lyder lidt til, at de slår Lalandia med antal gæster. De skulle måske åbne en afdeling mere når det er så godt”.

Noget at tænke over i sådan en tid med hedebølge og klimaforandringer.

Publiceret 26 July 2019 06:00