Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. Pressefoto

Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. Pressefoto

Ugens film: Pitt og DiCaprio I LA 1969

Tre premierefilm i Albertslundbiograferne fra torsdag

Af
Jørgen Brieghel

film Der er tre premierefilm i programmet fra torsdag i Albertslundbiograferne.

Første film er Quentin Tarantinos "Once Upon A Time… In Hollywood".

Vi befinder vi os i Los Angeles i 1969. Alt er ved at forandre sig, imens tv-stjernen Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans faste stuntmand Cliff Booth (Brad Pitt) forsøger at navigere i en branche, de knap nok kan genkende længere. Den niende film med Tarantino som manuskriptforfatter og instruktør præsenterer os for et stort ensemble cast i en hyldest til de definerende øjeblikke i slutningen af Hollywoods gyldne æra.

”Petra” er et melodrama om en familie, hvor blodets bånd viser sig at være lidt for tætte. Pressefoto

”Petra” er et melodrama om en familie, hvor blodets bånd viser sig at være lidt for tætte. Pressefoto

Petra

Jaime Rosales, som er fast inventar på Cannes Film Festival, er tilbage med filmen, ”Petra”. Filmen vil cementere Rosales’ omdømme som en af Spaniens bedste instruktører.

”Petra” er et stærkt og foruroligende melodrama om en familie, hvor blodets bånd viser sig at være lidt for tætte. Filmens titelfigur Petra har aldrig vidst, hvem hendes far var, men da hendes mor dør, begynder hun at forske i sin familiebaggrund. Hendes undersøgelser fører hende i armene på den berømte kunstner Jaume, dennes hustru Marisa og deres søn Lucas. Alt er ikke, hvad det syner i en fortælling, der raffineret arbejder med opbrudt kronologi alt imens historiens spiral af hemmeligheder og løgne leder os steder hen, hvor vi ikke nødvendigvis føler os trygge ved at opholde os.

"Fsherman's Friends". Pressefoto

Sang i bådene

”Fisherman’s Friends” er ugens tredje premierefilm. Musikmanageren og storbysinglen Danny er på polterabendtur i Cornwall og opdager en gruppe fiskere, der kan synge sømandsviser, som går lige i hjertet og tårekanalerne.

Danny slår sig ned i Port Isaac for at få en kontrakt med gruppen og snart opdager han fordelene ved at være væk fra det hurtige byliv.

For udover vild natur, sammenhold og stolte traditioner har én af fiskerne en begavet og charmerende datter, som ikke sådan lige bider på krogen.

”Fisherman’s Friends” er baseret på den utrolige og sande historie om ti erfarne fiskere, som gik fra at optræde på den lokale pub i Port Isaac til udsolgte stadionkoncerter og en guldrandet pladekontrakt. Glæd dig til en hjertevarm, humoristisk og musikalsk film i stil med ”Det bare mænd” og ”Brassed Off”.

Publiceret 11 August 2019 07:00