Tyrekalven holdes i skak på Roskildevej. Foto: Presse-foto.dk

Tyrekalven holdes i skak på Roskildevej. Foto: Presse-foto.dk

Tyrekalv stak af: Løb over Roskildevej inden den blev fanget i en have på Hvidager

I aftes var en tyrekalv stukket ud af sin indhegning på Dyregårdens folde. Den blev indfanget i en privat have på Hvidager efter en længere tur i området.

Af
Jørgen Brieghel

springtur En 5 måneder gammel tyrekalv, der netop var taget fra sin mor, hvor den til daglig går i foldene på Dyregården, er nu tilbage på gården efter en natlig springtur.

Tyrekalven blev observeret i Hedemarken, og på det tidspunkt blev politiet, kommunens vagt og folk fra Toftegården tilkaldt.

Standset trafikken

Mia Aagaard Knudsen, der sidder i 4H Klubben Toftegårds bestyrelse, fortæller om forløbet:

”Jeg var sammen med kommunens vagt ude for at lede efter tyrekalven. I mellemtiden fik vi et opkald om, at politiet havde fanget tyrekalven ved en grønning på Roskildevej. Det var lykkedes en gruppe unge mænd at standse trafikken på Roskildevej, så der ikke skete ulykker. Da jeg kom til stedet, havde nogen lagt en ledning om kalvens hals. Men da de forsøgte at trække i den, panikkede den og stak af igen. Kalven sprang gennem en busk og ind i en have på Hvidager. Her fik vi lagt en grine på kalven og en trøje over hovedet på den. Det beroligede den unge kalv, som ellers var i panik”.

Bedøvede kalven

”Vi blev dog enige om, at det ikke kunne lade sig gøre at trække afsted med kalven den forholdsvis lange vej til Toftegården. Den ville formentlig panikke og stikke af fra os. Så vi kontaktede en dyrlæge, som kom og bedøvede kalven”.

”Der var folk i området, som have bil med hængertræk, og på den måde kunne vi få fat i Toftegårdens hestetrailer. Her fik vi med meget besvær båret den bedøvede tyrekalv ind og fragtet den hjem til gården”, fortæller Mia Aagaard Knudsen.

På det tidspunkt var klokken ca. 01,20.

Gået hos sin mor

Mia Aagaard Knudsen fortæller, at tyrekalven har det godt efter den voldsomme oplevelse.

”Tyrekalven har gået sammen med sin mor på foldene ved Toftegården, og den var netop taget fra hende. Den er derfor ikke vant til at være ret meget i menneskehænder. Derfor gik den også i panik, da vi ville fange den efter turen gennem Hedemarken.”, siger hun.

Efter en natlig tur i boksen, hvor tyrekalven sov bedøvelsesrusen ud, er kalven tirsdag igen på benene.

Den har det godt, men kan nu se frem til at skulle gå i en indhegning, man ikke uden videre kan hoppe over.

Publiceret 13 August 2019 10:20