Kæmpen Thomas er ved at gennemgå en forskønnelse, så han er klar til

Kæmpen Thomas er ved at gennemgå en forskønnelse, så han er klar til "kæmpernes fest" i Vestegnens Kulturuge. Privatfoto.

En uge med fest for både børn og kæmper

Vestegnens Kulturuge byder på lidt af hvert, og slutter af med nyskabelsen Albertslund Festival

Af
Finn Due Larsen

Fest Der er budt til noget af en fest, når Vestegnens Kulturuge løber af stabelen en uge i september - fra 6. til 15.

Et program er ved at tage form, og der bliver gang i den i fem vestegns-kommuner - Albertslund, Vallensbæk, Hvidovre, Høje-Taastrup og Ishøj. Med noget for både små og store.

Og store - det er meget store, nemlig de kendte og populære "kæmper", der kommer til ære og værdighed. Som for eksempel kæmpen Thomas, der troner på Kongsholmbjerget. Han er ved at få gennemført en "ansigtsløftning", så han er klar til en travl uge.

Den 7. september er det nemlig "Kæmpernes fødselsdag", og det skal da fejres, ligesom Thomas får sin egen fødselsdagsfest den 15. september. Den 8. september er der "Sådan fester kæmper", hvor Børneskoven kalder til "kæmpe fest" på Forbrændingen - med oplæsning, tegne-workshop og familiekoncert med Karla fra Kaj og Andrea.

De Danske Hyrder er et af de store navne på Albertslund Festival, der runder kulturugen af.

De Danske Hyrder er et af de store navne på Albertslund Festival, der runder kulturugen af.

Børn som tema

Det er blot et af flere arrangementer, der er lagt an til børnene. Der er blandt andet også fællessang i centret og "Små børn cykler", forklarer Anne Kathrine Hviid Bagger, kulturkonsulent i Albertslund Kommune:

"Man kan godt sige, at vi har børn som et særligt tema i år."

Hun forklarer, at det er et foreløbigt program, hvor der kan nå at komme ændringer.

Ugen rundes af med nyskabelsen Albertslund Festival, fra 13.-15. september. Den har, som vi tidligere har omtalt, blandt andet De Danske Hyrder på plakaten.

Festivalen bliver bygget op som tre én-dagsfestivaler med et tema for hver dag; rap/hiphop fredag, elektronisk musik lørdag samt lokale kunstnere og kendinge søndag.

Publiceret 18 August 2019 07:00