Der vil komme svære perioder i løbet af studietiden, fortæller Tobias Hinz Nielsen, HF-elev. Privatfoto.

Der vil komme svære perioder i løbet af studietiden, fortæller Tobias Hinz Nielsen, HF-elev. Privatfoto.

2.200 unge tog hul på et nyt kapitel

"Kom ind i kampen", lød opfordringen fra direktøren på første skoledag på Vestegnen HF & VUC

Uddannelse Hele 2.200 nye kursister har haft deres første skoledag på Vestegnen HF & VUC.

Dagen var starten på et nyt kapitel i deres liv, hvor uddannelsen baner vejen videre for dem i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i samfundet, skriver institutionen i en pressemeddelelse.

"Velkommen på Vestegnen HF & VUC – velkommen på en voksenuddannelsesinstitution, hvor vi laver uddannelser for at udvide jeres muligheder", lød ordene fra direktør Tue Sanderhage, da han bød de nye kursister velkommen.

Han understregede i sin tale til kursisterne, at "her på skolen får man ikke en uddannelse – man tager en uddannelse!", og han fortsatte:

"Det er jeres eget ansvar og pligt at tage imod undervisningen, at være til stede, at være studieaktiv og at forberede jer bedst muligt. På den måde får I de bedste forudsætninger for et godt udbytte af tiden her.! Med smil på læben, men også alvor i stemmen afsluttede han:

"Hvis ikke I gider at dukke op til undervisningen, hvis I sidder og glor på Facebook eller halvsover i timerne, så opfører I jer ikke som voksne der vil tage en uddannelse. Så kom ind i kampen, kæmp for det og gør jer umage, så skal vi nok hjælpe og støtte."

Er kommet videre

En af eleverne, Tobias Hinz Nielsen, der havde sin første skoledag sidste år, fortæller, at han trods stort engagement, både i Kursistrådet og i eget studie, i løbet af året har haft udfordringer med fraværet.

"Der vil komme svære perioder i løbet af studietiden. Men med hjælp og støtte fra studievejledere og lærere er jeg kommet videre."

Han glæder sig over at starte på et nyt semester med masser af motivation, men glæder sig også over de stærke fællesskaber han allerede har skabt og dem han skal til at etablere med de mange nye kursister på skolen.

Netop det at få skabt et godt fællesskab fra studiestart er i fokus. Derfor byder skolen på en række fælles arrangementer i den første uge – for både nye og gamle kursister. Alle med det formål at få dannet nogle gode relationer på tværs af kursisterne og få skabt det bedste fundament for en vellykket studietid og en fremtid med muligheder.

due

Publiceret 22 August 2019 05:00