Tove Kjær-Hansen, her fra 2015, får stadig opkald fra falske sælgere. Men de er langt færre nu. Arkivfoto: due.

Tove Kjær-Hansen, her fra 2015, får stadig opkald fra falske sælgere. Men de er langt færre nu. Arkivfoto: due.

Husker du Tove: Der er stadig telefon-svindlere - men de er færre

Jeg griner mest af det nu, siger 76-årig fire år efter massiv medieomtale

Af
Finn Due Larsen

Fup Kan du huske Tove Kjær-Hansen?

Hun blev i 2015 et kæmpe hit på Facebook, da historien om hvordan hun snød telefonsvindlerne, bredte sig og blev delt vidt og bredt.

Den dengang 72-årige Tove fra Albertslund fandt sin helt egen måde at drive gæk med asiatiske fupmagere på, og gav hende tilnavnet "telefonsvindlernes skræk". Hun holdt dem hen med snak om at skærmen ikke virkede, sagde "et øjeblik" og begyndte at spille Soduko, og så videre.

Den historie gjorde hende næsten folkekær på et øjeblik, med massiv omtale i flere medier, og her fire år efter fortæller hun, at medie-virakken havde en klar positiv effekt. Men helt væk er de påtrængende svindlere dog ikke.

"De ringede én gang efter omtalen, og så gik der næsten to år, hvor der var helt stille, og jeg ikke hørte noget", fortæller den nu 76-årige Tove Kjær-Hansen fra hjemmet i Tranehusene.

De engelsktalende "sælgere" med asiatisk accent, der forsøgte at lokke hende til at åbne computeren, havde tilsyneladende opsnappet, at Tove ikke var sådan at bide skeer med:

"Der var nogle indere der havde blacklistet mig. Jeg stod på deres liste som "Tove72", og når de spurgte om mit navn og alder, prøvede jeg først med at sige, at i Danmark var det uhøfligt at spørge om en dames alder. Men når de så blev ved og fandt ud af at det var mig, lagde de hurtigt på igen."

Åbn ikke computeren

De velsignede år med "radio-tavshed" blev dog brudt igen, da en engelsktalende kvinde - uden asiatisk accent - begyndte at ringe til Tove Kjær-Hansen.

"Hun ringer jævnligt, nogle gange tre-fire gange om dagen i to-tre dage i træk. Men det er slet ikke så meget som det var dengang, de er betydeligt færre nu", siger Tove, der virker lige så upåvirket af det altsammen som i 2015:

"Jeg ser det ikke som et problem. Det er mest noget jeg morer mig over nu", slår hun fast.

Men hun vil dog samtidig stadig advare alle mod de falske "sælgere". Rådet er det samme som dengang:

Lad være med at åbne computeren, mens du snakker med dem. Det er det de stædigt forsøger at lokke dig til. Læg i stedet røret på med det samme.

Desuden råder politiet til, at man anmelder det falske opkald med det samme.

Publiceret 23 August 2019 07:00