Albertslund Musikskole lagde grunden til karrieren for Josephine og Magnus Franyó. Privatfoto

Albertslund Musikskole lagde grunden til karrieren for Josephine og Magnus Franyó. Privatfoto

Lokale talenter med ved klassisk vinderkoncert

Albertslund Musikskole lagde grunden til karrieren for Josephine og Magnus Franyó

Af
Jørgen Brieghel

musiktalenter Når det professionelle orkester Ensemble Storstrøm torsdag 19. september kl. 19.00 giver koncert i Opstandelseskirken, bliver det med to af musikskolens dygtigste elever.

Koncerten er en præsentation af de seks vindere fra konkurrencen Unge Spiller Klassisk 2019. De er alle udvalgt som solister med orkesteret, og to af disse eftertragtede pladser er i år gået til søskendeparret Josephine og Magnus Franyó (hhv. violin og cello) fra Albertslund Musikskole. Josephine og Magnus har deltaget i flere konkurrencer for unge musikere.

Udover fem år i træk at have vundet 1. præmie i Unge Spiller Klassisk, har de modtaget 1. præmie i Berlingskes musikkonkurrence - også flere år i træk.

Strygerværksted

Josephine og Magnus, som i dag er 17 og 15 år, startede som 4-årige i musikskolens strygerværksted, hvor de under vejledning fik lov til at lege og bevæge sig til og med strygerinstrumenter.

For dem begge stod det dog tidligt klart, at de ville mere end blot lege med musikken og startede derfor hurtigt til faste ugentlige soloundervisningstimer i musikskolen.

Der blev hurtigt bud efter deres kunnen i musikskolens meget vigtige orkesteropbygning, med start i ASTRO.

På trods af en alder på under 10 år ville Josephine og Magnus dog mere end det.

Street Strings

Sammen med to andre fra ASTRO begyndte de at spille sammen i strygekvartetten Street Strings.

De spillede bl.a. på strøget, på musikfestivaler, kirkekoncerter og i efteråret 2018 med en egen koncert i Nordsjællands kulturmekka, Gjethuset i Frederiksværk.

Efter nogle år i ASTRO rykkede de op i kommunens kulturelle flagskib, Albertslund Symfoniorkster, hvor de hurtigt blev koncertmester og 1. cellist, og som de i dag stadig med glæde spiller med i.

Orkesteret har flere gange haft violin- og cellokoncerter på repertoiret med Josephine og Magnus som solister. I dag går de begge på Sankt Annæ Gymnasium på den specielle Musikalsk Grundkursus-linje for særligt talentfulde unge musikere. Gymnasieuddannelsen er forlænget til 4 år, således at de studerende har tid til ekstra musikundervisning og at dygtiggøre sig indenfor musikken og dermed

Musik er noget stort

kunne honorere kravene til en optagelsesprøve til musikkonservatoriet efter endt gymnasietid.

”Fra den allerførste time på musikskolen mærkede vi det at gå til musik som noget stort med masser af fremtid og oplevelser sammen med andre”, fortæller Josephine. ”Det, at kunne se op til det næste trin, ikke kun som solist, men også i sammenspillet med andre, var vigtigt - man havde altid et nyt mål. Først at få lov til at spille i ASTRO samtidig med at man kunne kigge og stile videre mod symfoniorkesteret som overbygningsorkester”.

Og Magnus tilføjer: ”I dag spiller vi, udover i Albertslund Symfoniorkester, også i Sankt Annæ Symfoniorkester, hvor vi også er udpeget til at sidde som koncertmester og 1. solocellist. Uden Albertslund kommunes prioritering af Albertslund Musikskoles mulighed for en sammenhængende undervisningsplan med overbygningsorkestrene, havde vi begge nok ikke kunnet drive det så langt. Vi er kommet et godt stykke på vejen til en professionel musikerkarriere på grund af de unikke muligheder som Albertslund Musikskole har og forhåbentlig vil fortsætte med. Et tilbud som vi ikke har mødt noget andet sted i landet.”

.

Publiceret 06 September 2019 06:00