Regn holder da ikke ægte fans tilbage. Joey Moe tog stikket hjem. Foto: Charlotte Wellemberg.

Regn holder da ikke ægte fans tilbage. Joey Moe tog stikket hjem. Foto: Charlotte Wellemberg.

Se billederne: Joey Moe sluttede fødselsdagsfesten af

Sangeren var "rosinen i pølseenden" på en lang fredag i Albertslund Centrum

Af
Finn Due Larsen

"Smukkest på en søndag", hedder et af Joey Moes største hits. Men en fredag kan nu også godt gå hjem - også selv om det regner.

Sådan var det i hvert fald fredag aften i Albertslund Centrum, da den kendte sanger leverede et brag af en koncert, og dermed rundede en lang og festlig fejring af Albertslund Centrums fødselsdag af.

Der var nærmest tale om "fuldt hus" i Centrum, da der var mennesker her, der og allevegne. Og det altså på trods af, at himlen havde åbnet sluserne.

Mange havde taget paraplyer med, og der blev danset, taget billeder med mobilen, og nogle var så heldige at få en "selfie" med stjernen.

Så er der gang i dansen! Foto: Charlotte Wellemberg.

Så er der gang i dansen! Foto: Charlotte Wellemberg.

Lagkager og YouTube

Forud var gået en lang fredag med mange forskellige indslag i fejringen af 54-års fødselsdagen for centret.

Føtex lagde ud med at dele lagkager ud, og det gav en lang kø af mennesker.

Senere stod den på Shu-Bi-Dua og Kim Larsen - i kopiform, med bandet "Den Røde Tråd", og DJ O-Beat tog over og spillede op til fest.

Næste festlige indslag var Julia Sofia, den danske YouTube-stjerne, der underholdt fra scenen, og publikum kunne stille spørgsmål til hende. Og så skulle der deles gaver ud.

Kvickly stod for en "vild gaveregn" i det, der de senere år er blevet en populær tradition.

Mange havde taget opstilling foran gangbroen i Centrum, mens varehuschef Jonas Mølller Christensen med personale smed gaver ud - og så var det bare med at være først med at gribe.

Delte regnslag ud

Og så var det, at Joey Moe sluttede ballet af. En af hans fans, Amalie, var heldig at vinde en "Meet & Greet", så der blev taget billeder af de to sammen. Det samme gjaldt for Melanie, der vandt en "Meet & Greet" med Julia Sofia.

Så det blev en mægtig føsda', og i Centerforeningen er man godt tilfreds:

"Der kom mange, og folk virkede glade", siger centermanager Heidi Adelholm, og tilføjer:

"Det var tørvejr hele dagen, lige til Joey Moe gik på. Men der kom mange alligevel, og vi delte regnslag ud til folk."

Se her masser af billeder fra fødselsdagsfesten, taget af fotograf Charlotte Wellemberg:

Publiceret 09 September 2019 08:52