Nu skal belysningen i boligområderne udskiftes. Arkivfoto
Nu skal belysningen i boligområderne udskiftes. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nyt lys: Nu kommer turen til stierne

Modernisering af byens udelys i fuld gang. Udskiftningen begyndte med vejene. Nu kommer der nyt lys i boligområderne

Albertslund Kommune er i gang med en større indsats omkring udebelysningen i byen. En del bilister og buspassagerer har nok bemærket de mange nye gadelamper på byens større veje, skiftet i 2015 og 2016. Nu kommer til turen til belysning for fodgængere, cyklister og andre borgere ude i de mange boligområder.

”Hvis Skagen er berømt for sit smukke dagslys, må Albertslund være udebelysningens mekka”, siger driftsleder Steen Westring, Albertslund Forsyning og henviser til DOLL-centerets arbejde med intelligent og energieffektiv udebelysning, som medier fra hele verden har fulgt i flere år.

Udelysopgraderingen er endnu en aktivitet i den buket af større miljøtiltag, som Albertslund Kommune har sat i søen i de senere år. Den nye affaldssortering og ’lavtemperaturfjernvarme fra 2026’ er andre kendte projekter.

Brugergruppen er med

Udebelysningen er ’kommet hjem’ til Albertslund efter i mange år at have været varetaget af DONG Energy. ”Nu er den igen et kommunalt anliggende og med det følger Albertslunds særkende, nemlig nærdemokrati og samarbejde med bolig- og grundejerforeninger”, siger Steen Westring.

Det afspejler sig bl.a. ved, at der er nedsat en arbejdsgruppe under Brugergruppen.

”Arbejdsgruppen skal blandt andet komme med oplæg til valg af lamper, anvendelse af lysdæmpning, hvordan betalingen skal foregå, i hvilke områder der skal begyndes, og hvordan nye teknologiske muligheder, som f.eks. sensorer i skraldespande og parkeringsplads-overvågning, skal tænkes ind i ombygningen af udebelysningssystemet,” fortæller Steen Westring.

Han understreger at DOLL skal involveres, så begreber som ’Smart Udebelysning’ og ’Smarte Urbane Serviceydelser’ ikke kun bliver til akademiske programerklæringer, men også omsat til helt gedigent og moderne vej- og stilys på lavenergi. Arbejdet i gruppen er planlagt afsluttet til maj i år og udrulningen af det nye lys i boligområderne sker umiddelbart herefter.

Lysambassadører søges

”Alle de forskellige boligområder er også blevet opfordret til at pege på personer med interesse i at blive Lysambassadører. Det er tanken at Lysambassadørerne kan bidrage til beslutninger omkring lys i kommunen og særligt for eget boligområde,” siger Steen Westring.

”De fleste tænker kun på vejbelysning, når den ikke virker – nu er chancen der for at få medindflydelse på de nye systemer, så vi kommer så langt vi kan – sammen,” lyder det optimistisk fra Forsyningens driftsleder.

brie

Publiceret: 17. Februar 2017 07:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere