Det er efterhånden en tradition, at de lokale politifolk kommer til Albertslund Centrum, møder borgerne og fortæller, hvordan man undgår indbrud.
Det er efterhånden en tradition, at de lokale politifolk kommer til Albertslund Centrum, møder borgerne og fortæller, hvordan man undgår indbrud.
Arkivfoto: Finnn Due
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Operation julelys rykker ind i Albertslund Centrum

Vestegnens politi triller kredsen rundt for at møde borgerne og fortælle, hvordan man undgår indbrud

Kom og mød dine lokale politifolk, når Københavns Vestegns Politi de næste uger stiller op med råd mod indbrud i alle 11 vestegnskommuner. Budskabet er: Tænd lys! – det skræmmer tyven væk.

Selvom boligindbrud er faldet med 20 procent på Vestegnen i årets tre første kvartaler i forhold til samme periode sidste år, triller Københavns Vestegns Politis lokalbetjente nu ud med råd i kampen mod juleindbrud.

Operation julelys kommer til Albertslund Centrum med den mobile politistation tirsdag 12. december kl. 16-18. Der er rådgivning til alle og et gratis tænd-/slukur til de første 80. Tag gerne børn og børnebørn med, lyder opfordringen fra de lokale politier.

 

 

Grund til glæde….men

”Der er god grund til glæde, når 440 familier færre end i fjor har undgået den ubehagelige oplevelse, et indbrud i hjemmet er. Men hvis den gode udvikling skal fortsætte, skal vi alle fortsætte med at gøre det svært for tyveknægte – særligt her i juletiden”, siger politidirektør Kim Christiansen.

Juletid er desværre også indbrudstid, fordi tyve foretrækker at arbejde i ly af den mørke årstid. Lys, trængsel og alarm skræmmer juletyven væk – derfor er budskabet fra politiets 'Operation Julelys': Tænd lys!

”Lys skræmmer tyven væk, for så kan han ikke arbejde uset. Sørg for lys udenfor omkring boligen og indenfor – helst i alle rum. Simple tænd/sluk-ure, som tænder lys i mørket, kan få tyven til at gå uden om din bolig”, siger indbrudsekspert Bent Nikolajsen fra Københavns Vestegns Politi.

Tilmeld dig Nabohjælp

Tyve er særligt aktive mellem kl. 11 og 16 og igen fra 18.30 til 20.30 – men Nabohjælp forebygger indbrud:

”Det skræmmer tyven, når naboer går sammen, er opmærksomme i området og hjælper hinanden”, siger Bent Nikolajsen.

I Danmark er over 240.000 nu tilmeldt Nabohjælp – deraf 16.000 på Vestegnen. Du kan tilmelde dig og læse mere på www.nabohjælp.dk

”Årvågne borgere gør livet rigtig surt for tyveknægten. Vær derfor opmærksom på unormal aktivitet i dit boligområde – det kan f.eks. være personer, som lusker søgende rundt uden ærinde, eller ukendte køretøjer, som kommer på mærkelige tidspunkter”, siger han.

Ring Alarm 1-1-2, hvis du mener, et indbrud er i gang, og ellers 114 med tips og oplysninger.

Publiceret: 06. December 2017 05:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Albertslund Posten