Fra tidligere i Klub Kærnehuset.
Fra tidligere i Klub Kærnehuset.
Arkivfoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Privat klub: S høster skarp kritik hos borgerlige og Enhedslisten

"Det her handler om, at borgmesteren personligt er imod private klubber", siger Brian Palmund (V)

Hos de borgerlige partier og Enhedslisten undrer man sig over, at der nu tegner sig et smalt, politisk flertal for at sige nej til Klub Kærnehuset som privat klub.

Som omtalt her på albertslundposen.dk i dag bakker borgmester Steen Christiansen (Soc.) op om forvaltningens indstilling, og SF hælder samme vej, dog med forbehold for at ville have svar på nogle spørgsmål. S og SF har tilsammen 11 ud af 21 mandater i kommunalbestyrelsen, der mødes til den endelige beslutning på tirsdag.

"Jeg er ærligt talt sur", siger Brian Palmund (V).

"Det her handler om, at borgmesteren personligt er imod private klubber. Vi skal ikke engang tage stilling til den konkrete ansøgning, men en generel, principiel holdning til at kommunen ikke vil have private klubber. Det ligner en ideologisk holdning mere end noget andet."

Samtidig fremhæver han, at kommunalbestyrelsen tidligere har taget stilling til krav-specicifikationer for private klubber:

"Og nu kommer man så og siger, at det skal kommunen slet ikke have. Det er noget værre rod", lyder den skarpe kritik.

Bremser privat initiativ

"Jeg synes det er virkelig ærgerligt, at S og SF vil bremse et godt privat initiativ. De skulle i stedet erkende at deres beslutning om at lukke Kærnehuset var en dårlig idé", siger Danni Olsen (DF).

"Klubområdet har grundlæggende fungeret rigtig godt i vores by og jeg er svært bange for at lukningen af Kærnehuset sammen med en eventuel flytning af Bakkens hjerte kommer til at ødelægge det. Til gengæld glæder det mig at DF trods alt fik reddet Svanen og på den nuværende placering. Men det løser desværre ikke udfordringen nord for Roskildevej, som blot bliver værre ved at nægte Kærnehusets fortsatte drift."

"Hokus-pokus"

Helge Bo Jensen (Enh.) er også skarp i kritikken:

"Det forvaltningen har skrevet i indstillingen, er noget manipulerende hokus-pokus. Det virker meget tendentiøst fremstillet."

Enhedslisten har tidligere talt varmt for en privat klub, og det står man ved:

"Vi synes, det er en udmærket løsning med en sådan klub. Den er jo ikke privat i den forstand, der er tale om en forening der står bag."

Lars Gravgaard Hansen (Kons.) lader forstå, at han også støtter oprettelsen af en privat klub. Men han har også betænkeligheder:

"Mine betænkeligheder går primært på, at hvordan vil man kunne fastholde det drive der er i tankerne om den nye klub. Hvem tager over når/hvis ildsjælene brænder ud eller flytter? Hvordan vil man fastholde momentum og opbakning, for det kræver fornyelse hele tiden for at fastholde det ambitiøse niveau?"

"Set ud fra min stol så understøtter Kærnehuset mange af de tiltag som der arbejdes med andre steder i kommunen. Vi vil have de unge til at være innovative, blive selvstændige og starte i iværksætter miljøer og her er konceptet for Kærnehuset præcist hvad der kan understøtte det ønskede. En profil klub tilgang vil også kunne sætte specielle aktiviteter i gang, aktiviteter som kan hjælpe de unge videre med deres drømme om en eller anden uddannelse. Profil klubber eller for den sags skyld profil skoler er noget vi som kommune bør tænke ind i hverdagen."

Dennis Schmock (Rad.) undlod at stemme på Økonomiudvalgets møde.

Publiceret: 08. December 2016 08:57
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Albertslund Posten

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt