Klar til den store opera-dag

To timers sang og musik i haven til Birkelundgaard med Star Tenors og Albertslundkoret 19. juni

Der arbejdes på højtryk til den store opera-dag i haven til Birkelundgaard 19. juni. Foreningen Kulturhuset Birkelundgaard er klar til at lægge kræfter med det, der med jysk underdrivelse vist kan kaldes foreningens store manddomsprøve.
Star Tenors, sopranen Cecilia Hjortsberg og pianist Knud Rasmussen samt Albertslundkoret skal nemlig optræde i den skønne, gamle have til Birkelundgaard. Der satses på 300 gæster, der på tæpper og medbragte klapstole kan hygge sig i haven, spise den medbragte mad og nyde forfriskninger, mens musikken spiller på scenen.
For en relativt lille forening er det en stor mundfuld at få alting til at klappe.
”Der er meget logistik, som vi ikke er vant til at håndtere i den målestok”, siger foreningens formand, Jørn Jensby. ”Scenen skal på plads, der skal lyd og lysanlæg op, være vagter ved parkeringsarealerne, laves mad, sørges for salg af drikkevarer, laves plakater og meget mere”.

Det er gratis

Arrangementet er gratis. Det kan det kun blive, fordi Albertslund Bibliotek betaler de optrædende, og fordi Kulturudvalget har bevilget penge til leje af scenen.
Men da der kun er plads til 300 gæster i haven, bliver der hegnet af, og man skal på forhånd bestille de gratis billetter. Det gør man på mailen sonjamalling@mail.dk eller telefon 43 63 27 37. der uddeles billetter efter princippet først til mølle.
Arrangementet begynder kl. 14. Men allerede kl. 12 åbnes der til haven, så man i ro og mag kan komme og finde en god plads. Scenen bliver stillet op i det ene hjørne af den gamle have. Under de skyggefulde træer. Man tager selv sin madkurv med – eller kan købe mad på stedet. Men drikkevarer på ikke medbringes. De købes på stedet.
Koncerten med Star tenors falder i to blokke med en pause i midten.
”Der vil blive opført lækkerbiskener af opera-hits, og kendte sange, som nok skal få publikum til at synge med”, fortæller Aase Møller, sekretær i foreningen. Albertslundkoret er også med ved koncerten og synger kor på en række af de numre, The Star Tenors opfører.

Prøver med koret

”De næste par uger holder vi prøver med Star Tenors for at få øver repertoiret”, fortæller Aase Møller – der også er formand for Albertslundkoret. ”det bliver meget spændende for os. selvom vi har spillet en masse koncerter og optrådt mange gange, har vi alligevel aldrig optrådt sammen med så professionelle musikere før!”.
Konferencier på dagen bliver den veloplagte tidligere Albertslundkor-sanger Jørgen Gindrup. Han vil præsentere programmet og helt sikkert sørge for rigtig god stemning på dagen.
I laden til Birkelundgaard vil Damgårdshave Fotogruppe i øvrigt udstille på store plancher. Så har man lyst til en lille pause fra vellyden, er der også fornøjelser for øjnene!

Vind vin

”Når man har sikret sig en af de gratis billetter til koncerten, opfordres man til at melde sig ind i foreningen Kulturhuset Birkelundgaard. det koster 150 kr. og gør man det, er man samtidig med i lodtrækningen om tre flasker amarone rødvin”, fortæller Jørn Jenssby.
Operadagen i det grønne slutter kl. 16, og på det tidspunkt er foreningens folk sikre på, om det er en opgave de kunne tænke sig at føre videre og gøre til en tradition.
Inspireret af bl.a. opera i Søndermarken og koncerter i Ledreborg slotspark har man lyst til at få den slags udendørs, kulturarrangementer til Albertslund.
19. juni 2011 gør man forsøget første gang.
brie

Publiceret 02 June 2011 09:15

SENESTE TV