Kvinde idømt 12 års fængsel for drab

59-årig kvinde nægter at have dræbt sin samlever og overvejer anke

En 59-årig kvinde fra Albertslund er blevet idømt 12 års fængsel for manddrab.
Kvinden blev ved retten i Glostrup tirsdag dømt for at at have dræbt sin 63-årige samlever. Drabet fandt sted den 29. april sidste år, hvor den 63-årige mand blev stukket i ryggen med kniv og faldt om i et supermarked på Hedemarksvej i Albertslund.
Han blev kørt på hospitalet, hvor det viste sig, at han havde et dybt knivstik i ryggen, der havde perforeret hjertet. Manden udpegede sin samleverske som den, der havde stukket ham.
Samme aften – en times tid før den 63-årige døde - blev den 59-årige kvinde anholdt af Københavns Vestegns Politi i parrets lejlighed. Hun blev varetægtsfængslet dagen efter, mistænkt for drab.


Første nævningesag

Det var et nævneting med seks nævninge og tre juridiske dommere, der afgjorde at kvinden var skyldig i manddrab og idømte hende 12 års fængsel. Inden da havde en lang række vidner afgivet forklaringer over fire retsdage.
Anklagemyndigheden mener, at det var en kombination af skænderier og alkohol, som fik de fatale følger.
Samleversken har under sagen nægtet sig skyldig og overvejer nu, om hun vil anke dommen.
Det er første gang, at Københavns Vestegns Politi har ført en nævningesag i byretten. Tidligere var nævningesager forbeholdt landsretten, men ved årsskiftet blev efter den nye statsadvokatreform muligt at føre nævningesager i byretterne.
Bliver byrettens afgørelse anket, fører statsadvokaten sagen videre i landsretten.
due

null

Publiceret 14 May 2013 13:27