Der køres for stærkt forbi vejarbejdet - bl.a. på M4. Det vil Vejdirektoratet nu forsøge at ændre på.

Der køres for stærkt forbi vejarbejdet - bl.a. på M4. Det vil Vejdirektoratet nu forsøge at ændre på.

Bilister skal dyste om at køre langsomt

Farten skal ned - bl.a. ved vejarbejdet på Motorring4. Vejdirektoratet søsætter nu en alternativ kampgane

Vejdirektoratet lancerer i næste uge en ny kampagne, som skal skabe opmærksomhed om vigtigheden af at overholde fartgrænserne ved vejarbejder over hele landet. Kampagnen, der har titlen ”Vores fart,” tager utraditionelle metoder i brug: Danskere i tre forskellige regioner – Nordjylland, Trekantområdet og Storkøbenhavn - skal igennem tre uger konkurrere om, hvem der er bedst til at holde sig indenfor fartgrænsen på vejarbejds-strækninger. ”Vi kalder det en adfærdskampagne – altså konkurrencen belønner trafikanternes samlede adfærd, og vi måler hele tiden på den konkrete adfærd. Det er anderledes end de traditionelle kampagner, som hovedsagelig oplyser og informerer,” siger driftsdirektør Niels Chr. Skov Nielsen fra Vejdirektoratet. Politiets fartmålinger viser, at der stadig er et problem med trafikanter, der kører for hurtigt forbi vejarbejder. Dermed sætter trafikanterne både deres egen og vejarbejdernes sikkerhed på spil, da for høj fart øger risikoen for uheld. Med den nye indsats forsøger Vejdirektoratet at komme tættere på trafikanternes egentlige adfærd og appellere til danskernes konkurrence-gen. Håbet er, at trafikanter i lokalområderne får blod på tanden og vil tage kampen op med de andre deltagende regioner. Samt naturligvis at de vil sænke farten, når de kører forbi vejarbejder – til gavn for både dem selv og vejarbejderne. Kampagnen kører ved vejarbejderne på Vilsundbroen, en rundkørsel ved Kolding V. og motorvejen M4 vest for København. Man kan følge ”kampen” live via www.vejdirektoratet.dk, hvor stillingen i konkurrencen opdateres hele tiden. Her kan man se hvordan farten har været de sidste 24 timer og hvordan det samlede resultat er lige nu. ”Vi prøver at vende danskernes konkurrencegen i bilerne lidt om – her gælder det ikke om at køre racerbil, men om i sin kørsel at tage hensyn til de mennesker som fartgrænserne egentlig er til for, nemlig trafikanterne og vejarbejderne,” slutter driftsdirektør Niels Chr. Skov Nielsen.

Publiceret 22 May 2013 13:00