Ester fra Herstedøster Skole giver sin dukke til statsministeren.

Ester fra Herstedøster Skole giver sin dukke til statsministeren.

Herstedøster-børn mødte Helle Thorning-Schmidt

Da IBIS holdt aktionsdag for børns ret til uddannelse, fik børn fra Albertslund en særlig oplevelse

Aleksander Langer-Wordolff og Ester Johannsen fra Herstedøster skole i Albertslund mødte torsdag formiddag Danmarks statsminister. Oven i købet mens de stod på en scene på Christiansborg Slotsplads med 600 tilskuere og flere tv-kameraholds opmærksomhed rettet mod dem.
Her fortalte de to elever statsminister Helle Thorning-Schmidt (Soc.) hvilken slags lærer de gerne vil have at børn i u-landene får. På verdensplan mangler der nemlig 1,7 mio. lærere for at alle verdens børn kan komme i skole.
Det var grunden til at de mange elever torsdag var taget til København for at være med i IBIS' aktionsdag, som hvert år gør opmærksom på, at alle børn har ret til en ordentlig uddannelse. Også de 61 millioner børn som aldrig har sat deres fod i et klasseværelse
”Giv min ven en lærer der kan være sød”, læste Aleksander fra sin dukke af pap, som forestillede den lærer, han gerne vil give børn i andre lande.
Fra Esters papfigurs ryg læste hun teksten:
”Giv mig en lærer der kan være omsorgsfuld og kan lave sjov og ballade”.
I alt overrakte 12 børn fra 6 sjællandske skoler deres paplærere til statsministeren, som til sidst stod med favnen fuld.
Inden de to klassekammerater gik på scenen, havde de danset til tonerne af Shaka Loveless' nummer ”Ikke mere tid tilbage”, for at få statsministeren og politikerne bag de tykke mure til at støtte op om alle børns ret til skolegang.

Publiceret 24 May 2013 14:43