Kim Nyhus og Ketty Jensen i den nye cykelrickshaw med Hugo Pedersen ved pedalerne. Bag dem ses den lokale initiativtager, Jens Hansen, samt idémand til selve rickshaw-cykeltanken, Ole Kassow

Kim Nyhus og Ketty Jensen i den nye cykelrickshaw med Hugo Pedersen ved pedalerne. Bag dem ses den lokale initiativtager, Jens Hansen, samt idémand til selve rickshaw-cykeltanken, Ole Kassow

Ketty og Kim fik første tur i den nye cykelrickshaw

Albertslund fik sin første cykelrickshaw tirsdag. Den skal bruges til beboere på Albo og til ældre i egen bolig, som har lyst til at få en cykeltur

Af
Jørgen Brieghel

Ketty Jensen og Kim Nyhus var de første til at få en tur i Albertslunds første el-cykelrickshaw. De to er beboere på Albo. Her blev den nye cykelrickshaw indviet tirsdag, og efter de officielle taler var det tid til at køre ud i Albertslund – med Hugo Pedersen ved pedalerne. På Albo havde idémanden til selve rickshaw-tanken, Ole Kassow, først fortalt om glæden ved at cykle og cyklisme gennem tiderne. "Desværre er det typisk, at når man fylder omkring 75 år, så har man ikke længere kræfter til at cykle, eller også er man bange for at vælte. Derfor sætter man cyklen i udhuset. Det er synd. Man skal kunne få cykeloplevelser hele livet. Derfor lejede jeg i 2012 en cykelrickshaw. Jeg kørte ned på plejehjemmet Kærbo i København og spurgte, om nogen ville have en tur. 88-årige Gertrud ville gerne, og vi kørte en tur til Langelinje. Hun fik en tur, og jeg fik også noget ud af det, fordi jeg fik meget at vide om Gertrud", fortalte Ole Kassow.

Alle ville ud at køre

"Dagen efter blev jeg ringet op af forstanderen for Kærbo, som spurgte, hvad jeg havde gjort ved Gertrud. For hun var så begejstret for turen, at alle de andre beboere nu også ville ud at cykle! Det udviklede sig. Vi lejede cykelrickshaws og frivillige cyklede med de ældre. Derefter købte Københavns kommune fem cykelrickshaws fra Christiania, og siden har vi fået mange frivillige pedaltrampere. Alle har været begejstrede for det, og som en dame sagde til mig: Det bedste ved det her er at komme ud og mærke vinden i håret. Og det er netop tanken med det her: Alle skal have ret til at få vind i håret!", sagde Ole Kassow. I dag har København 28 rickshaws og 500 frivillige, der via Facebook tilbyder sig som pedaltrampere.

Ole Kassow opfandt idéen med cykelrickshaws til ældre borgere. Han fortalte historien ved indvielsen i Albos café tirsdag.

Ole Kassow opfandt idéen med cykelrickshaws til ældre borgere. Han fortalte historien ved indvielsen i Albos café tirsdag.

Der kommer flere

Nils Jensen (S), formand for Velfærdsudvalget, sagde, at han var stolt over at kunne sætte gang i projekt "Cykling uden alder". "Det er skabt af ildsjæle i Albertslund, som har fået idéer, som vi politikere ikke fik. Her er det Jens Hansen, der er besøgsven i Røde Kors, og som foreslog projektet for os. Cykelprojektet passer perfekt til Albertslund, som har et cykelstinet, og som er den kommune i Storkøbenhavn, hvor flest cykler", sagde Nils Jensen. "Nu er det meningen, at frivillige skal melde sig og tilbyde cykelture. Planen er, at der kommer endnu en rickshaw først i det nye år, og samtidig har vi et par rickshaws, hvor man selv kan være med til at træde i pedalerne. Mit håb er, at der med tiden kan komme endnu flere rickshaws til Albertslund". Herefter blev den første rickshaw officielt taget i brug. Det blev til en tur fra Albo og rundt i den nærmeste omegn for Ketty Jensen og Kim Nyhus. Bliv pilot Hvis man har lyst til at blive cykelpilot – og køre enten med ældre borgere i almindelighed eller måske blot med sit eget ældre familiemedlem, skal man tilmelde sig på hjemmesiden www.cyklingudenalder.dk Her opretter man sig som bruger. Det er Jens Hansen, der står for organiseringen af ordningen. Hvis man enten bor på Albo eller er ældre i eget hjem og gerne vil cykle, skal man kontakte Albo. Har man spørgsmål, kan man kontakte leder af ordningen i Albertslund Kommune, Karin Agner, på mail: karin.agner@albertslund.dk eller Tlf: 23 80 45 93.

Kommunalbestyrelsesmedlem Nils Jensen (S) bød rickshaw-projektet velkomment og håbede, at der ville komme mange flere rickshaws i Albertslund.

Kommunalbestyrelsesmedlem Nils Jensen (S) bød rickshaw-projektet velkomment og håbede, at der ville komme mange flere rickshaws i Albertslund.


Herefter var det tid til at stige ind i den nye cykelrickshaw.

Herefter var det tid til at stige ind i den nye cykelrickshaw.


Med lidt hjælp, kan der sidde to på forsædet.

Med lidt hjælp, kan der sidde to på forsædet.


Cykelrickshawen kan lige netop kile sig gennem dørene i Albo.

Cykelrickshawen kan lige netop kile sig gennem dørene i Albo.


Så er den første cykelrickshaw i Albertslund taget i brug.

Så er den første cykelrickshaw i Albertslund taget i brug.

Publiceret 03 December 2014 05:00